Hvis en virksomhed meddelte, at den ændrer i organisationen, så tre divisioner bliver til syv, der hver især er overskuelig og får egen ledelse, ville det ikke undre nogen. Men nu handler det ikke om en virksomhed, men om SKAT, som skatteminister Karsten Lauritzen vil styrke – ikke bare ved organisationsomlægningen, men også ved tilførsel af tusind nye medarbejdere og en merbevilling på 7 mia. kroner over de kommende år. Oprydning er naturligvis nødvendig efter de mange skandaler, hvoraf den seneste med de 12,3 mia. kroner, man er blevet franarret som refusioner af ikke-eksisterende udbytteskatter, ikke engang er den værste.
Den mest alvorlige sag var det, vi kom til at kende som Thornings skattesag, men hvor hovedelementet bestod i, at nogen havde lækket den daværende oppositionsleders dybt fortrolige skattepapirer. At de lækkede papirer så antydede, at Thornings familie have fået særbehandling, gjorde naturligvis ikke sagen bedre. Det hele havde watergate’ske proportioner og såede hos den nøgterne iagttager tvivl om, hvorvidt de ledende politikere overhovedet har respekt for demokratiet, når det står i vejen for deres personlige interesser.
Så meget mere gyser man over, at den nye plan for SKAT er grundlæggende udtænkt af samme ledende politikere (den unge skatteminister er undtaget), som over årene også har kørt organisationen ned i skidtet, og som har gjort det uklart for medarbejderne, hvad deres rolle var.
Den nu omsider fyrede direktør Jesper Rønnow Simonsen synes heller ikke at have været nogen hjælp i den sidste henseende. Mens skandalerne poppede op af jorden som vintergækker på en februar-dag, har han ifølge Politiken underholdt politikere og mediefolk på twitter, hvor han har omtalt sig selv som skattefar. Nogen ydmyghed eller skam bærer han heller ikke præg af i et interview på Finans.dk , hvor han siger, at efterfølgeren skal ”gøre hans arbejde færdigt”.
I første omfang bliver afløseren Merete Agergaard, der hidtil har været kunderservicedirektør. I betragtning af denne newspeak-agtige titel er det lidt pudsigt, at hun taler om, at ”skattevæsenet i disse år forandres”. Man kan håbe på, at anvendelsen af det lidt bedagede begreb afspejler, at hun i hvert fald forstår opgaven: Skattemyndigheden er ikke en smart cafe eller en netbutik. Det er et væsen, der udfører en for en stat helt nødvendig, men også meget følsom opgave, og som først og fremmest skal reducere sin fejlrate til et minimum. Under alle omstændigheder skal hverken skatteministeren eller medierne antage, at arbejdet med at føre skattemyndigheden tilbage på rette kurs, er afsluttet. Det er først lige begyndt.
