Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Finans

Erhvervsstyrelse kræver nyt regnskab for Hellerup Finans

Morten W. Langer

mandag 18. juli 2016 kl. 22:29

Hellerup Finans er efter alt at dømme igang med en stor oprydning i selskabet.

I et brev til aktionærerne sås tvivl om selskabets sundhedstilstand. Men hen over sommeren skulle en række tiltag ifølge ledelsen fjerne usikkerheden om selskabet.

Det oplyses at “Koncernen har styrket det finansielle grundlag ved at udbyde erhvervsobligationer. Udbuddet er øget fra 52.500 t.kr. til 60.000 t.kr på grund af den store efterspørgsel og Koncernen forventer fuldtegning i løbet af sommeren. Endvidere har Koncernen etableret forhandlinger om salg af flere af vores porteføljeselskaber og forventer at kunne melde mere om med dette i løbet af sommeren/efteråret. Begge tiltag vil fjerne alle usikkerheder om Koncernen.”

Bemærk, at selskabet ikke oplyser, hvor meget af de 60 mio. kr., der allerede er tegnet.

Likviditets behovet er antageligt betydeligt, dels til at holde salgsapparat igang, dels til at holde flere af de underskudsgivende portefølje selskaber kørende.

Bemærk også at Hellerup Finans søger at sælge porteføljeselskaberne. For alle selskaber vidner de senest aflagte regnskaber ikke om fremdrift eller nærliggende overskud. Der hersker således stor usikkerhed om salgsprisen på porteføljeselskaberme

————————————————————————————

Hellerup Finans har netop skrevet følgende til sine aktionærer:

“Som et led i den justerede strategi for Hellerup Finans koncernen (”Koncernen”), har koncernen den 21. marts 2016 startet et udbud af erhvervsobligationer på 52.500 t.kr., som den 10. juni 2016 blev øget til 60.000 t.kr. Ledelsen venter at udbuddet fuldtegnes i løbet af sommeren.

Koncernens strategi er fremadrettet at være en honorardrevet virksomhed, der vil fokusere på etablering af alternative investeringsfonde med vedvarende energi, ejendomme og virksomheder/venturekapital som underliggende aktiver.

I forbindelse med den justerede strategi har ledelsen ændret regnskabsprincipper, og har derfor minutiøst gennemgået de seneste års aflagte årsregnskaber for at sikre et korrekt sammenligningsgrundlag. De ændrede regnskabsprincipper har som konsekvens, at porteføljeselskaber optages til købsværdi og ikke til den salgsværdi, som selskaberne repræsenterer. Porteføljeselskaberne ventes solgt i den kommende tid og dermed vil værditilvæksten blive realiseret.

I gennemgangen af årsregnskaberne har ledelsen konstateret flere fundamentale fejl i det af revisor godkendte regnskab. Fejlene påvirker resultatet for 2014/15 negativt med knap 3.500 t.kr. i forhold til det offentliggjorte udbudsmateriale.

Ledelsen har, efter en drøftelse med Erhvervsstyrelsen, besluttet at indsende en korrigeret årsrapport for 2014/15.

Da den korrigerede årsrapport har betydning for Hellerup Finans Holding A/S, vil årsregnskabet for dette selskab også blive korrigeret. Derfor bliver der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Hellerup Finans Holding A/S ultimo juli/primo august.

Korrigeret årsrapport 2014/15 for Hellerup Finans A/S

Hellerup Finans koncernen (”Koncernen”) valgte i marts 2016, som tidligere oplyst, at justere koncernens strategi. Koncernen har, i den forbindelse, startet et udbud pr. den 21. marts 2016 af erhvervsobligationer for 52.500 t.kr. og har udarbejdet et udbudsmateriale. Den 10. juni 2016 valgte ledelsen at øge udbuddet til 60.000 t.kr. og samtidig øge sikkerhedsstillelsen. I den forbindelse blev der udarbejdet et tillæg til udbudsmaterialet.

Ledelsen har som konsekvens af den justerede strategi valgt at ændre regnskabspraksis for måling af kapitalandele i datter- og associerede virksomheder fra dagsværdi til kostpris, og i udbudsmaterialet er der præsenteret en opstilling med ”oprindelige”, ”reguleringer” og ”korrigerede” tal.

I udbudsmaterialet oplyses det bl.a. også:

  •  ”På baggrund af medieomtalen har Hellerup Finans A/S (”Selskabet”) modtaget en skrivelse fra Erhvervsstyrelsen omkring det aflagte årsregnskab, som har anmodet om yderligere oplysninger”

Ledelsen har på baggrund af ovenstående, og i forbindelse med Koncernens revisorskifte, gennemgået de sidste 2 års aflagte årsapporter og konstateret, at Selskabets tidligere aflagte årsrapport for regnskabsåret 2014/15, dateret og underskrevet af ledelse og revisor den 13. november 2015, var behæftet med følgende fundamentale fejl, der har betydning for Koncernens resultat:

  • I ”Nettoomsætning” i det oprindelige årsregnskab var der fejlagtigt indregnet 1.512 t.kr. vedrørende en udligning af et tilgodehavende. Korrektionen reducerer årets resultat, aktiver og egenkapital med 1.512 t.kr.
  • I ”Nettoomsætning” i det oprindelige årsregnskab var der fejlagtigt indregnet 740 t.kr. som efterfølgende er tilbageført. Korrektionen reducerer årets resultat, aktiver og egenkapital med 740 t.kr.
  • Udskudt skat var i det oprindelige årsregnskab indregnet som en skatteindtægt. Grundlaget for indregningen var ikke tilstede og var derfor nødt til at blive korrigeret. Korrektionen reducerer årets resultat, aktiver og egenkapital med 4.491 t.kr.

Desuden har ledelsen konstateret følgende fundamentale fejl, der ikke har betydning for Koncernens resultat:

  • Der var i det oprindelige årsregnet indregnet en kapitalforhøjelse 20 mio. kr. der var gennemført ved en gældskonvertering. Kapitalforhøjelsen er gennemført efter regnskabsårets udløb, hvorfor den er tilbageført ved, at aktiekapitalen er nedbragt med det nævnte beløb og gæld til tilknyttede virksomheder er forøget tilsvarende.  Årets resultat er ikke påvirket. Selskabet har i juni 2016 fysisk tilbageført kapitalforhøjelsen på 20 mio. kr., så denne nu er nulstillet. Samtidig er der foretaget en kapitalforhøjelse på 60 mio. kr. i Selskabet ved gældskonvertering fra Moderselskabet.
  • I ”Nettoomsætning” i det oprindelige årsregnskab var der indregnet flere poster der ikke opfylder definitionen for denne regnskabspost, og de skal som følge heraf ikke indregnes i denne regnskabspost. Reklassifikationen har ingen betydning for årets resultat, aktiver eller egenkapital.
  • Posten ”Andre eksterne omkostninger” fremgik i det oprindelige årsregnskab som en særskilt post efter personaleomkostninger. Posten skal indgå som en del af bruttoresultatet. Reklassifikationen har ingen betydning for årets resultat, aktiver eller egenkapital.
  • Flere poster var ikke præsenteret korrekt og derfor nødsaget til at blive reklassificeret. Disse reklassificeringer har ingen betydning for årets resultat, aktiver eller egenkapital.

Ledelsen har derfor, efter drøftelser med Erhvervsstyrelsen, ønsket at korrigere den tidligere aflagte årsrapport ud fra en væsentlighedsbetragtning. Ledelsen har derfor, pr. den 15. juni 2016, aflagt en korrigeret årsrapport for Hellerup Finans A/S for regnskabsåret 2014/15, hvor der udover rettelser af fundamentale fejl er korrektioner foranlediget af følgende:

  • Ledelsen har valgt at ændre regnskabspraksis for måling af kapitalandele i datter- og associerede virksomheder fra dagsværdi til kostpris.
  • Ledelsen har som følge af ny viden opnået i perioden 13. november 2015 – 15 juli 2016 valgt at indarbejde korrektioner baseret denne nye viden. Ledelsen har fået ny viden om kapitalforholdende i værdipapirer og kapitalandele ejet af Selskabet samt om en igangværende tvist, hvor der efterfølgende er indgået forlig på 250 t.kr.

Korrektioner i forhold til regnskabsopstillingen i Hellerup Finans Holdings obligationsudbud

I udbudsmaterialet er der præsenteret en korrigeret talopstilling for Hellerup Finans A/S, hvor årets resultat udgør -42.325 t.kr baseret på ændret regnskabspraksis og tilbageregulering af aktiveret skat. Aktiver/passiver udgør 60.868 t.kr. med en egenkapital på 7 t.kr i den præsenterede talopstilling.

I den reviderede korrigerede årsrapport udgør resultatet i Hellerup Finans A/S -45.788 t.kr og aktiver/passiver udgør 50.890 t.kr. med en egenkapital på -15.176 t.kr. Forskellen på -3.463 t.kr. i årets resultat skyldes hovedsagligt de ovenfor listede fejlagtige indregnede poster samt de 250 t.kr. til forliget på den igangværende tvist. Forskellen på de -9.978 t.kr i aktiver/passiver og de -15.169 t.kr. i egenkapitalen skyldes at posten ”overført resultat” er ca. 16.000 t.kr. større i den korrigerede årsrapport end i udbudsmaterialet, hvilket skyldes at den korrigerede årsrapport også indeholder korrektioner i årsrapporten for regnskabsåret 2013/2014.

Væsentligste korrektioner i årsrapporten for regnskabsåret 2013/2014:

  • I ”Nettoomsætning” var der indregnet et beløb på 9.847 t.kr.  hvor levering af ydelsen efterfølgende har været nødvendig at kreditere (se afsnittet om Mainz Invest A/S) og en fejlagtig omsætning på 1.162 t.kr. Dette er korrigeret med et samlet beløb på 11.009 t.kr. i den korrigerede årsrapport.

Mainz Invest A/S

Bestyrelsen i Mainz Invest A/S har den 13. juni 2016 valgt stoppe og annullere udbuddet grundet manglende mulighed for at finansiere 2. prioriteten i ejendommen på fornuftige vilkår. Mainz Invest A/S har afholdt ekstraordinær generalforsamling den 28. juni 2016, hvor der blev stillet forslag om førtidsindfrielse af de af Selskabet udstedte obligationer, i alt nominelt DKK 28.011.600 til kurs 100, idet Selskabet havde indgået aftale med samtlige obligationsejere herom. Der blev endvidere stillet forslag om at foretage en kapitalnedsættelse til udbetaling til kapitalejere og at kapitalnedsættelsen sker forholdsmæssigt, således at aktionærerne efter nedsættelsen ejer den samme relative andel af aktiekapitalen, som før kapitalnedsættelsen. Begge forslag blev enstemmigt vedtaget.

Alle kapital- og obligationsejerne er derved blevet holdt skadesløse via kontant indløsning eller via nye investeringsmuligheder. Selskabet ejer pr. regnskabsaflæggelsesdatoen 100 % af Mainz Invest A/S. Annulleringen af udbuddet har betydet en korrektion af resultatet i 2013/14 regnskabet på -9,8 mio. kr. og vil i regnskabsåret 2015/16 påvirke resultatet negativt med ca. 5,9 mio. kr. i betaling af omkostninger afholdt af Mainz Invest A/S.

Yderligere information om den korrigerede årsrapport

Selskabets nye revisor har i revisionspåtegningen af den korrigerede årsrapport under ”Supplerende oplysninger” vedrørende andre forhold påpeget følgende vedrørende indberetning af A-skat, AM bidrag, moms og lønsumsafgift samt registrering og opbevaring af bogføringsmateriale:

  •  Selskabet har i strid med kildeskatteloven ikke foretaget korrekt indberetning og indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Indkomsten er i stedet medtaget på selvangivelsestidspunktet, så der er betalt korrekt skat og AM-bidrag heraf. Ledelsen er ved at undersøge selskabets momsmæssige og lønsumsmæssige stilling og vil herefter foretage eventuelle korrektioner. Ledelsen har sikret, at alt bogføringsmateriale og registrering vedrørende dette sker korrekt.

Koncernen har styrket det finansielle grundlag ved at udbyde erhvervsobligationer. Udbuddet er øget fra 52.500 t.kr. til 60.000 t.kr på grund af den store efterspørgsel og Koncernen forventer fuldtegning i løbet af sommeren. Endvidere har Koncernen etableret forhandlinger om salg af flere af vores porteføljeselskaber og forventer at kunne melde mere om med dette i løbet af sommeren/efteråret. Begge tiltag vil fjerne alle usikkerheder om Koncernen.

Ledelsen er baseret på dette tilfredse med den aflagte korrigerede årsrapport, da tallene er stort set som forventet ved udarbejdelsen af udbudsmaterialet, hvor Ledelsen ikke havde viden om, at det blev nødvendigt at kreditere ydelsen vedr. Mainz Invest A/S. Ledelsen anser den aflagte korrigerede årsrapport som et punktum for mange af de udfordringer, som koncernen har været stillet overfor.

Samtidig oplyser ledelsen, at Koncernen ser på alle investeringer ud fra handelsværdier og ikke regnskabsmæssige værdier. Det kan naturligvis give udfordringer som i den netop aflagte korrigerede årsrapport, da de regnskabsmæssige værdier ofte adskiller sig fra de reelle værdier. Det er ledelsen naturligvis helt bevidste om. Ledelsen finder det dog mere interessant, hvad vi kan opnå af pris, end hvad regnskabet udtrykker af værdi på et givent tidspunkt. Dette er helt normalt ved investering i venturevirksomheder og Ledelsen ved, at vores aktionærer og andre interessenter deler vores opfattelse, når det bliver korrekt præsenteret.

Den korrigerede årsrapport for Hellerup Finans A/S har naturlig indvirkning på årsrapporten for Hellerup Finans Holdings økonomiske stilling. Der vil blive indkaldt til ekstraordinær generalforsamling til afholdelse i ultimo juli/ primo august, hvor aktionærerne skal godkende den korrigerede årsrapport for Hellerup Finans Holding A/S.

Du kan hente den korrigerede årsrapport for Hellerup Finans A/S her.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Top100 Finansvirksomhed

Få de vigtigste om bank, realkredit, forsikring, pension
Udkommer hver mandag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

Spændende og alsidig stilling som økonomi- og administrationschef
Region Hovedstaden
Finance/Business Controller til Anzet A/S
Region Sjælland
Udløber snart
Dansk Sygeplejeråd søger digitalt indstillet økonomimedarbejder med erfaring i regnskabsprocessen fra A-Z
Region Hovedstaden
Financial Controller til Process Integration ApS
Region Midt
Forbrugerrådet Tænk søger en ny direktør
Region Hovedstaden
INSTITUTLEDER PÅ AAU BUSINESS SCHOOL – Aalborg Universitet
Region Nordjylland

Mere fra ØU Finans

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank