Fra medio juni var erhvervsstyrelsen klar over, at det nye ejerregister får en indkøringsfase. Men den bliver antageligt meget, meget lang. Økonomisk Ugebrev har foretaget en stikprøve, og den viser at ejerregisteret er hullet som en si. Erhvervsstyrelsen skriver på sin hjemmeside under overskriften ”Indkøringsfase”, at: ”registrering af ejerforhold i det offentlige ejerregister er en ny forpligtelse, ligesom Erhvervsstyrelsen har skullet udvikle en it-løsning til formålet. Der er altså tale om en indkøringsfase, og vi må konstatere, at ikke alle selskaber har fået de ejerregistreringer på plads, som de er forpligtede til. Erhvervsstyrelsen følger udviklingen meget tæt og vurderer løbende på, hvilke skridt styrelsen vil tage for at få alle selskaberne med.”



