Fagtidsskriftet Finans/Invests redaktør, professor Kenneth Bechmann skriver i en leder i dagens udgivelse, som også bringer en gennemgang af Johanens Raaballes aktionærforeningsmodel, følgende:
Artiklen af Raaballe (2017) i dette nummer af Finans/Invest diskuterer børsnoteringen af Nykredit og præsenterer aktionærforeningsmodellen som et alternativ til en traditionel børsnotering.
Denne leder tager diskussionen op og konkluderer, at der slet ikke er noget, der haster. Nykredits ledelse opfordres således til nærmere at overveje, om ikke den præsenterede
model i højere grad vil tjene kundernes interesser. I den forbindelse må det specielt kræves, at de ultimative beslutningstagere i repræsentantskabet og bestyrelsen af Forenet Kredit (Foreningen Nykredit) fremskaffer det fornødne grundlag og bruger den fornødne tid for at kunne træffe det rigtige valg.
……
videre skriver Bechmann:
Vurderet ud fra både et fagligt/teoretisk og et privatøkonomisk synspunkt, jf. den indledende note, finder redaktøren i alle tilfælde de præsenterede idéer og beregninger ganske interessante og attraktive. Redaktøren vil i den sammenhæng heller ikke lægge skjul på, at han finder det svært at forstå og forklare de aktuelle, høje bidragssatser.
Her må man specielt håbe, at de seneste stigninger ikke er endnu en konsekvens af bankernes ønske om at levere, hvad der ud fra en samlet aktuel vurdering synes at være et relativt højt afkast af egenkapitalen, jf. tidligere diskussioner heraf i blandt andet
Anker og Madsen (2016) og Bechmann (2016b). Skulle dette være tilfældet, må det være endnu en ulempe ved en børsnotering af Nykredit – en ulempe der kan blive forstærket,
hvis Nykredit, som det har været fremført, ved en børsnotering ender med at blive værdiansat som en bank i stedet for som et realkreditinstitut.
I alle tilfælde bør en grundig analyse af aktionærforeningsmodellen (og eventuelle andre alternativer) indgå i grundlaget for såvel beslutningen i Forenet Kredits repræsentantskab
som i diskussionen i offentligheden, jf. den klare afsluttende konklusion fra Møller og Nielsen (2016) om, at ”Man kunne have ønsket, at Nykredit havde tilvejebragt et bedre grundlag for diskussionerne både i repræsentantskab og i offentligheden, end tilfældet har været.” Her halvandet år efter Møller og Nielsens artikel synes situationen desværre ikke at have ændret sig på dette punkt.
