De finansielle markeder har den seneste uge været præget af et glidende krak, som dog endnu kun i begrænset omfang har sat sig i danske aktier. Som beskrevet i seneste udgave af Økonomisk Ugebrev holdes flere af de store danske aktier oppe af massive tilbagekøb fra selskaberne selv. Underliggende er en lang stribe udenlandske aktiemarkeder nu i en klar langsigtet nedtrend for første gang i tre år, og de fleste andre finansielle aktivmarkeder har den seneste måneder bevæget sig mod historiske lavpunkter.
Internationale kommentatorer stiller nu det relevante og stadig mere presserende spørgsmål, som stort set bliver ignoreret af de danske bankanalytikere: Er det udtryk for en sund udvikling i den globale økonomi, at oliepriser, metalråvarer, obligationsrenter, informationsforventninger og flere andre aktivmarkeder nu befinder sig i et klart glidende krak? Svaret hos flere af dem er et rungende nej: Det er ikke et sundhedstegn. Men det kan til gengæld meget vel være forvarsel om, at den globale økonomi og især de finansielle markeder står foran en nedsmeltning, som startes af en selvforstærkende psykologisk markedsreaktion, der bevæger sig fra nervøsitet, over angst til panik, accelereret af tvangsudsalg og værdidestruktion.