Hovedparten af de danske banker er ekstremt sårbare over for normaliserede udlånstab, fortsatte minusrenter, stagnerende udlån, skrappere myndighedsregulering og øget konkurrence fra fremtidig disruption, Men det virker som om, at bankledelserne er lullet i søvn.
Hele situationen råber på konsolidering og sammenlægninger blandt de mellemstore og mindre banker. Det er ikke nyt, kun mere påtrængende end tidligere. Men udemokratiske repræsentantskaber, stemmeretsbegrænsninger og fondsdannelser hæmmer udviklingen. I virkeligheden kan en ny bankkrise meget vel true i horisonten. Et godt eksempel på, hvor fastslåst ejerskabet er i den danske banksektor, er storinvestor Henrik Linds aktuelle forsøg på at gøre sin indflydelse gældende i den skrantende Danske Andelskasser Bank (DAB), som han ejer knap tyve procent af. Han har i månedsvis været i opgør med den siddende bestyrelse, støttet af 16 små andelskassefonde med en samlet ejerandel på ca. 30 procent. Lind arbejder for en fusion med et andet pengeinstitut, men han afvises altså. I næste runde mødes parterne på en ekstraordinær generalforsamling den 5. december, hvor den med de fleste stemmer vinder.
Opgøret afspejler antageligt, hvordan fusionspartnere ville blive modtaget mange andre steder i den danske bankverden. Bankledelser er tilsyneladende lullet tilbage i tornerosesøvn, hvor de er overbeviste om en fremtid som selvstændigt lønsomt pengeinstitut, selvom truslerne lurer fra alle sider. Groft sagt er der tale om mangel på rettidig omhu, som igen kan udløse en krise blandt de danske banker. Med mindre altså Finanstilsynet anvender sine nye hårdhændede indgrebsmuligheder forinden.
- Er du abonnent kan du tilgå udgivelsen og læse hele artiklen. (Hent adgangskode)
- Er du ikke abonnent kan du prøve 3 uger gratis nedenfor, hvorefter du får adgang til hele udgivelsen.
