Forsikringsselskabernes praksis med at undersøge skadesanmeldere, f.eks. ved at følge deres aktivitet på sociale medier, har vakt kritik. En ny rapport fra Finanstilsynet om denne praksis viser dog, at det er sjældent forsikringsselskaberne griber til den slags metoder. ”I perioden 20102014 har de undersøgte selskaber behandlet 612.228 personskadesager, hvor der er foretaget efterforskning i 892 af sagerne. Dette svarer til 0,15 % af det samlede antal personskadesager. Selskabernes efterforskning har inkluderet skjult observation af skadelidte i 106 sager for hele perioden (ca. 21 sager årligt) svarende til 0,017 % af selskabernes samlede antal personskadesager. (…) Selskaberne oplyser, at de fleste efterforskninger sker i personskadesager, som omfattes af ulykkes-, arbejdsskade- eller autoansvarsforsikringer. Det afgørende for om selskaberne indleder efterforskning i en konkret sag er, om der opstår mistanke om svindel eller urigtige oplysninger ved sagens behandling. (…). Selskaberne oplyser i den forbindelse, at de alene søger informationer fra åbne kilder, som er offentligt tilgængelige,” hedder det.
