Erhvervslivets samlede investeringer i maskiner og andet udstyr er i hvert eneste kvartal i 2016 faldet i forhold til det foregående kvartal. I den officielle BNP-opgørelse for fjerde kvartal, som kom i denne uge, var investeringerne på papiret rekordhøje med fremgang på 3,8 procent. Men væksten skyldes alene import af skibe fra udlandet.
Danmarks BNP-vækst var i fjerde kvartal 2016 på 0,2 procent, oplyste Danmarks Statistik (DS) forleden. Ifølge de officielle tal bidrog erhvervslivets investeringer i maskiner og transportmidler med 0,2 procent i såkaldt ”vækstbidrag.” Uden dette bidrag var den samlede vækst endt på nul.
DS oplyser også, at erhvervslivets investeringer i høj grad blev trukket frem af import af skibe fra udlandet, som også tæller med under erhvervsinvesteringer. Ifølge BNP-tallene steg erhvervslivets investeringer i fjerde kvartal med 1,2 mia. kr. i faste priser, men importen af skibe i kvartalet steg med 1,4 mia. kr. Dermed var der i realiteten tale om faldende investeringer i maskiner og udstyr, ekskl. skibe.
Tallene fra DS viser også, at mens udviklingen i erhvervslivets investeringer hen over 2015 var stigende fra andet kvartal 2015 til første kvartal 2016 – med 2,6 mia. kr. eller 10 procent – har der været en klar tendens til faldende investeringer gennem hele 2016 – fra 28,4 mia. kr. i faste priser i første kvartal 2016 til 27,2 mia.kr. i fjerde kvartal 2016.
Bidraget til BNP-væksten fra faste bruttoinvesteringer (ekskl. boliger) er faktisk de seneste to kvartaler alene drevet af skibsimport. Billedet er således det samme fra andet til tredje kvartal 2016, hvor væksten alene blev drevet af øget import af skibe. Samlet ligger erhvervslivets investeringer i maskiner og udstyr, målt i faste priser, en spids hø-jere i andet halvår 2016 i forhold andet halvår 2015.
Hele artiklen blev udgivet i Økonomisk Ugebrev Finans nr. 08/2017.
- Er du abonnent kan du tilgå udgivelsen og læse hele artiklen. (Hent adgangskode)
- Er du ikke abonnent kan du prøve 3 uger gratis nedenfor, hvorefter du får adgang til hele udgivelsen.