Lang rente: Da FED i sin tid begyndte at tale om nedtrapning af deres obligationsopkøb reagerede markedet meget voldsomt med markante rentestigninger. Denne lære er der stor bevidsthed om i centralbankerne, men alligevel er det blevet et tema i Europa.
De tiårige tyske statsrenter er på det seneste igen kommet i positivt område. Danske Bank peger i deres seneste renteprognose på, at der i markedet er forlydender om at ECB begynder at overveje en nedtrapning af deres obligationsopkøb. Det kan meget vel være medvirkende til, at de lange renter er steget en lille smule. Ganske vist har ECB ifølge Danske Bank, dysset historien ned, og de generelle markedsforventninger er da også, at ECB tværtimod forventes at forlænge de aktuelle opkøb udover marts næste år.
Danske bank vurderer at de til december vil annoncere en forlængelse på seks måneder og holde opkøbene på uændret 80 mia. EUR om måneden. Disse forventninger ligger godt i tråd med de generelle vurderinger på markedet. Men ser vi lidt længere frem, så peger Danske Bank i deres seneste prognose på, at usikkerheden på de lange renter nu ligger på opsiden. En af årsagerne er udsigt til at inflationen de kommende måneder vil bevæge sig pænt opad. Alene effekten af oliepriserne betyder, at inflationen allerede fra november og de kommende måneder vil få et positivt bidrag fra olieprisen, hvis den holder sig uændret eller stiger yderligere.
I det sene efterår 2015 og hen i vinteren faldt råolien voldsomt, og det betyder at der de seneste 12 måneder vil komme et positivt inflationsbidrag, der vokser markant fra november til januar næste år.
Samlet betyder det, at Danske Bank forventer at den eruopæiske inflation vil stige markant til 1,5 procent i februar næste år. Omvendt trækker usikkerhed om kommende fransk og tysk valg og britisk udmeldelse af EU i den modsatte retning.
Teknisk analyse på danske statsrenter
Rentens udbrud fra det vandrette interval minus 0,05 procent – plus 0,09 procent standsede i første omgang ved 0,16 procent. En stigning forbi dette niveau vil åbne for en stigning op til 200 dages glidende gennemsnit i 0,31 procent.