Overskuddene kommer de næste år til at eksplodere i Hellerup Finans, hvis udmeldingerne fra koncernen til nye aktionærer skal holde. I løbet af 2014 har Hellerup Finans hentet godt 100 mio. kr. i ny kapital hos omkring 250 danske investorer til kurser fra 13 til 15 kr. pr. aktie, og selskabet stiller nu investorerne et astronomisk afkast i udsigt. Således skriver det til nye mulige investorer om aktien, der efter planen skal børsnoteres i slutningen af 2016: ”Vi er sikre på at kursen bliver 30 ved noteringen og skråsikre på kurs 60 i 2018 og kurs 120 i 2020.” Sådan er ordlyden i mails, Økonomisk Ugebrev er i besiddelse af, og som sendes til mulige investorer.
For investorerne er spørgsmålet nu, hvordan disse fantastiske og overnormale afkast skal kunne realiseres. Under alle omstændigheder skal en aktiekurs, der stiger så meget, være baseret på en meget stærk forretningscase eller konkrete økonomiske resultater fra en solid forretningsmodel. Direktør Torben Jensen fra Hellerup Finans har til Økonomisk Ugebrev forklaret, at han forventer en børsnotering i fjerde kvartal 2016 med en værdisætning af virksomheden på ca. 450 mio. kr. ”Det kræver et overskud på ca. 45 mio. kr. pr. 30. juni 2016, hvilket vi også leverer,” skriver han.
Forventningen til 2016 er endnu mere end det, der fremgår af det aktuelle prospekt for salg af aktier. Her er der budgetteret med et resultat med nye aktiviteter og efter skat på 25,1 mio. kr. i 2015/16. Dermed er forventningerne næsten fordoblet i forhold til prospektet, der er fra begyndelsen af 2014. Til sammenligning var der i det seneste regnskab fra 2013/14 et overskud på 4 mio. kr. mod forventet 3,6 mio. kr. Overskuddet skal altså mere end tidobles på to år.