Hør dette lydklip fra en optagelse med en sidegadevekseler, som forsøger at få Ejlif Thomasen i gyngen. Klippet indgik i DR’s program om sidegadevekseler i 90’erne, efter Økonomisk Ugebrev havde afdækket forholdene i branchen.
Myndighedernes fokus på at forenkle og at lette erhvervslivets administrative byrder og adgangen til risikovillig kapital synes nu at åbne for en ny generation af sidegadevekselerer, som på et løst grundlag får private investorer til at investere i noget, de tror er guld og grønne skove. Vi har på de foregående sider beskrevet den fremgangsmåde, Hellerup Finans har anvendt for at få investorer til at tegne nye aktier for 90 mio. kr. i selskabet. Alt tyder på, at fremgangsmåden er helt lovlig, men det er med stor sikkerhed også tale om et kæmpestort hul i lovgivningen. Det har ikke været lovgivers intention at give denne åbning.
Uanset om investorerne i Hellerup Finans har købt katten i sækken eller en mulig kæmpegevinst, er det dybt betænkeligt med den type huller. Og man må håbe på, at myndighederne (altså Finanstilsynet) prompte slår bremserne i, så dette hul lukkes effektivt og en gang for alle. Hvordan det skal gøres, vil vi ikke blande os i, og umiddelbart kunne det godt se ud som om, at det bliver vanskeligt. Grundlæggende kan man jo ikke forhindre, at private investorer handler aktier indbyrdes, med mindre der stilles krav om, at de udstedte aktier skal have pålydende værdi på mindst 100.000 euro pr. styk. Eller at der alligevel skal foreligge et godkendt prospekt, hvis der handles mindre aktieposter mellem aktionærerne.
Lukkes hullet ikke, er der i hvert fald åbnet for, at der opstår en ny generation af sidegadevekselerer, som sælger aktier i tvivlsomme projekter, som slet ikke har den værdi eller den fremtidige lønsomhed, som beskrives i det fremlagte prospekt (som jo netop ikke er godkendt af Finanstilsynet). I sidste ende handler det jo om, at der gives en fyldestgørende og retvisende beskrivelse af de aktiver, investorerne overtager en andel af, eller at der gives en sober og saglig vurdering af de indtjeningsmuligheder, som forretningen kan have.
Alt for mange gange tidligere er investorer blev prakket projekter på, som var blevet købt for dyrt, eller hvor forudsætningerne var urealistiske, eksempelvis baseret på fremskrivninger efter DCF-modeller med overoptimistiske forudsætninger. Det er afgørende, at der er revisorer og advokater, som er med til at verificere disse fremskrivninger, herunder de anvendte forudsætninger, så der er professionelle rådgivere, der har hånden på kogepladen.
Tilbage i 90’erne florerede de såkaldt sidegadevekslerer, og mange tusinde danske privatinvestorer blev snydt for store millionbeløb. Økonomisk Ugebrevs journalist Ejlif Thomasen var også den gang på banen i kampen mod tvivlsomme sidegadevekselerer. Hør dette lydklip fra en optagelse med en sidegadevekseler, som forsøger at få Ejlif Thomasen i gyngen. Klippet indgik i DR’s program om sidegadevekseler i 90’erne, efter Økonomisk Ugebrev havde afdækket forholdene i branchen.
I nullerne døde de traditionelle sidegadevekslerer ud, da metoden med at råbe ”det er helt vildt” i telefonen mistede sin effekt. Medierne havde samtidig stigende fokus på problemstillingen, og myndighederne begyndte at stramme op om lovgivningen, og der fulgte efterfølgende en række retssager mod nogle af firmaerne. Blandt andet lød en det i en avisartikel i oktober 2000: ”Tre forretningsfolk skal bag tremmer, efter at de har bedraget investorer for millioner af kroner ved at tage absurd høje gebyrer. De tre chefer for Bernstein & Co. – xxx – blev mandag i Københavns Byret idømt hver tre et halvt års fængsel for at have bedraget 299 investorer.”
Marts 1997 skrev økonomisk Ugebrev blandt andet: ”Langt de fleste sidegadevekselerere slipper for tiltale: Trods politianmeldelser mod foreløbig 22 sidegadevekselererfirmaer, der angiveligt har svindlet for et trecifret millionbeløb, venter lederen af Københavns Politis bedrageriafdeling, kriminalinspektør Bent Hansen, at de fleste slipper for en tur på anklagebænken: ”Det er et meget omfattende arbejde at løfte bevisbyrden i den type sager. Derfor tror jeg kun, at det er realistisk at føre en lille håndfuld sager til retten.” Alligevel er Bent Hansen ikke utilfreds med det efterforskningsmæssige udbytte: ”Den præventive virkning af vort arbejde er meget vigtig. Derfor er det afgørende, at medierne interesserer sig for sidegadevekselererne. Når antallet af sager ikke bliver højere, skyldes det bl.a., at vi prioriterer sagerne – og derfor kun sætter ressourcer af til at gå helt i dybden med nogle af sagerne.“ Herudover har det lange udsigter med et egentligt retsopgør mod de frygtede sidegadevekselerere. Dels er retssystemet hårdt belastet af sager om økonomisk kriminalitet, dels har bedrageriafdelingen langt fra afsluttet efterforskningen i alle sager.”
