Med udsigten til at stadig flere udenlandske aktionærer i danske børsnoterede selskaber vil stemme på generalforsamlingerne de kommende år, er det relevant at undersøge, hvad investorerne gør på deres nuværende hjemmebaner. Rådgivningsfirmaet Georgeson har taget pulsen på generalforsamlingerne i en rapport med titlen ”Bridging the gap between issuers and investors”, hvor man har kortlagt de professionelle investorers aktivisme, og hvad der er kommet ud af den.
Udviklingen i europæisk aktionæraktivisme vil antageligt i stigende omfang smitte af på danske børsnoterede selskaber de kommende år, ikke mindst i forlængelse af, at det bliver lettere med grænseoverskridende stemmeafgivning gennem fuldmagter og proxy agencies.