Ved det kommende valg i Region København til Tryghedsgruppens repræsentantskab kan magten komme til at tippe, så den ”kritiske” fløj får flertal. Sker det, er der efter alt at dømme lagt op til øget åbenhed om demokratiet og interne debatter samt en ændret balance mellem aktionærhensyn og medlemshensyn. 21 pladser er ”på valg” til det kommende valg, hvor der er opstillet 35 kandidater. Fordelingen af det nuværende repræsentantskab mellem fløjene er usikker. Men flere bud lyder på aktuelt ca. 25 af 70 til kritikerfløjene. Vurderingen er, at det kommende valg derfor kan tippe denne balance, hvis kritikerfløjen tager de fleste af de 21 valgbare sæder i repræsentantskabet.
Efter det oplyste er der endnu ikke helt entydige grupperinger. Men de er antageligt under dannelse. To fløje har allerede meldt klart ud med synspunkter om, hvad de vil med Tryghedsgruppen, som er hovedaktionær i Tryg Forsikring. Den ene fløj består at den nuværende bestyrelsesformand for Tryghedsgruppen og Tryg, Jørgen Huno Rasmussen. Han er i alliance med Ulrik Salmonsen, fremgår det af deres fælles hjemmeside. Den anden fløj består af tidligere kapitalfondsdirektør Viggo Nedergaard Jensen sammen med aktionærforeningsformand Niels Mengel og to andre. De fremlægger deres synspunkter på denne hjemmeside.