Med enkelte undtagelser er der i dag tilvejebragt smidige muligheder for, at kommunerne kan samarbejde med private virksomheder. Men nogle kommuner fravælger det stadigvæk, tilsyneladende af politiske grunde, fremgår det af en ny rapport om offentligt/privat samarbejde. Det hedder således i rapportens konklusioner: ”1. Kommunerne vurderer, at der er positive effekter ved udbud på de kommunale opgaveområder. I gennemsnit oplever kommunerne positive økonomiske såvel som ikke-økonomiske effekter ved anvendelse af udbud på de undersøgte kommunale opgaveområder. 2. Der er ingen væsentlige barrierer for anvendelse af udbud og offentlig-privat samarbejde i kommunerne. På fire af de fem undersøgte opgaveområder kan kommunerne anvende udbud, hvis de vil. Der er generelt et tilfredsstillende leverandørmarked og få eller ingen lovgivningsmæssige barrierer. På et enkelt opgaveområde er der konstateret større barrierer. På dette område er anvendes udbud ikke i dag. 3. Der er en meget stor spredning i kommunernes anvendelse af offentlig-privat samarbejde. På trods af de positive effekter, og på trods af, at der ikke ses egentlige barrierer for anvendelse af offentlig-privat samarbejde, er der nogle kommuner, der kun anvender offentlig-privat samarbejde i meget begrænset omfang.”
