Brug af bonusaftaler hos ejendomsmæglere er ikke i sig selv et konkurrenceproblem eller udtryk for dårlig konkurrence. Det fastslår kontorchef Martin Nyvang fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over for Økonomisk Ugebrev efter sidste uges omtale af den stigende brug af bonusaftaler ved salg af boliger. Alligevel kan der meget vel opstå situationer, hvor for aggressiv brug af bonusaftaler kan blive underkendt. ”Hvis aftalen kommer i strid med god skik-reglerne, så kan der være et problem, men det er ikke et element, der ligger i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,” siger Martin Nyvang.
Selve loven om ejendomsmæglerne ligger under Erhvervsstyrelsen, og her er meldingen, at man ikke som udgangspunkt ser på konkurrencen, men følger om selve loven bliver overholdt.
Når Dansk Ejendomsmæglerforening undlader at komme med anbefalinger til deres medlemmer om størrelsen på en bonus, så får de fuld opbakning fra Konkurrencestyrelsen. ”Vi synes sjældent at det er en god idé at komme med priseksempler, for de kan nemt have en tendens til at blive normsættende,” siger Martin Nyvang.
Læs hele artiklen i Økonomisk Ugebrev Finans nr. 28.