Den næste amerikanske renteforhøjelse er nu udskudt fra marts til juni. Det vurderer chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea. ”Det er først og fremmest den seneste tids uro på de finansielle markeder, der er årsagen, men dertil kommer de store prisfald vi har set på råolien,” siger han. Selvom råolien den seneste halvanden uge er steget 25 procent i et ekstremt volatilt marked, så ligger den stadig lavere end ved årsskiftet, og stadig 28 procent under niveauet for tre måneder siden.
Johnny Bo Jakobsen forventer at FED kommer med den næste renteforhøjelse til juni. ”Det er under forudsætning af, at der i mellemtiden er kommet ro på de finansielle markeder, for hvis det ikke sker, så bliver denne renteforhøjelse udskudt,” vurderer han. Hos Nordea er vurderingen nu, at der er udsigt til at FED hæver renten tre gange i år, nemlig til juni, september og december.
Når det gælder de officielle udmeldinger fra FED, så er situationen, at de stadig ikke udelukker, at der kan komme en renteforhøjelse allerede til marts, men de udtrykker dog bekymring over den seneste uro. ”Ser man på, hvad der i øjeblikket er priset ind af markedet, så er det faktisk kun en enkelt renteforhøjelse i år. Derfor tro jeg, at markedet på et tidspunkt bliver nødt til at reprise,” siger Johnny Bo Jakobsen. I givet fald vil det i sig selv lægge et opadgående pres på USD. Men han peger på at den usikkerhed, der er i markedet er på nedsiden.
Nordea har også revurderet FED ́s politik for næste år, så der nu er nedjusteret fra fire renteforhøjelser til tre renteforhøjelser. Samlet betyder det, at Nordea for- venter at den officielle rente ved udgangen af i år vil ligge på 1,00-1,25 procent og ved udgangen af 2017 på 1,75-2,00 procent. Relativt set er der dog tale om større stramninger, fordi der stadig ligger lempelser fra andre centralbanker og venter. Her er der nu ved at brede sig enighed om, at ECB allerede på marts-mødet vil lempe, og formentlig både ved at sænke renten og samtidig øge de obligationsopkøb der er i gang. Herudover har den japanske centralbank netop – noget overraskende for markedet – sænket indlånsrenten i slutningen af den forløbne uge fra 0,1 procent til -0,1 procent.