Kort rente: Den europæiske inflation tog i oktober et ganske lille nøk opad fra 0,3 procent til 0,4 procent, og det var helt i tråd med markedets forventninger. Alligevel kom det i dele af markedet som en lille overraskelse. Reaktionen
viser, at der nu er udbredte forventninger til, at de europæiske nøgletal vil overraske negativt, fordi det er sket i voldsomt omfang i en længere periode. Så når tallene så ikke overrasker negativt, er det i sig selv en overraskelse. Den lille stigning i inflationen skal dog tages med lidt forbehold, for samtidig faldt kerneinflationen fra 0,8 procent til 0,7 procent. Arbejdsløshedstallene viste samtidig, at den tendens til faldende arbejdsløshed, der har været i EUR-området, nu er stoppet, og de nye tal viser en uændret arbejdsløshed på 11,5 procent.
Seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingö fra Handelsbanken peger på, at inflationstallene måske kan tage lidt af presset af ECB. Det underbygges yderligere af, at de seneste PMI-tal og EU-kommissionens erhvervstillidsbarometer ifølge Rasmus Gudum-Sessingö har været bedre end ventet. Endelig viste den seneste stresstest af de europæiske banker sig at være bedre end frygtet.
”Således forventer vi ikke, at ECB og Draghi vil se akut behov for yderligere stimulans på rentemødet, hvor der især har verseret spekulationer om, hvorvidt centralbanken overvejer at brede sine nye opkøbsprogrammer ud til også at indbefatte virksomhedsobligationer, samt på et senere tidspunkt sandsynligvis også statsobligationer. Det er ikke mindst blevet understøttet af, at de eksisterende programmer ser ud til at være kommet lidt langsomt ud af starthullerne,” skriver Handelsbanken i en kommentar.
Deutsche Bank Research har i en ny analyse ”Higher German inflation: Mission impossible?” set på netop den manglende tyske inflation. Der er tale om en omfattende analyse, der også inddrager erfaringen fra 1923, hvor den tyske inflation eksploderede, og i analysen søger de efter en forklaring på, hvorfor den tyske inflation bliver ved med at være så lav. De når ikke frem til en enkelt forklaring, men til en lang række elementer. De konkluderer, at en stor del af forklaringen skal findes i den tyske befolknings frygt for og modvilje mod inflation. Samtidig spiller det ind, at der er en aldrende befolkning, der foretrækker at spare op i rentebærende papirer.