En uge efter den amerikanske arbejdsmarkedsrapport har de forskellige finanshuse sundet sig oven på en rapport, der ikke leverede helt entydige svar. Konklusionen er, at den længe ventede renteforhøjelse kommer på næste møde til september. Baggrunden er, at den generelle holdning nu synes at være, at der rent faktisk var tale om en ganske solid arbejdsmarkedsrapport.
Selv efter ugens stribe af kinesiske devalueringer fastholder Danske Bank troen på, at Fed vælger at forhøje renten på septembermødet. Isoleret set trækker de kinesiske devalueringer i retning af senere amerikanske renteforhøjelser. Men Danske Bank har i sit hovedscenarie den første renteforhøjelse til september, selvom man holder døren åben for, at den først kommer til oktober eller december.
Den amerikanske jobrapport viste 215.000 nye jobs, en uændret arbejdsløshed på 5,3 procent og lønstigninger det seneste år på 2,1 procent. Chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea betegner tallene som ”okay”, men altså heller ikke mere. Men alligevel fastholder også Nordea en amerikanske renteforhøjelse til september som det mest sandsynlige.
Forinden når der dog både at komme en ny arbejdsmarkedsrapport og en CPI-rapport, og her er den generelle markedsvurdering, at afhængigt af disse nøgletal kan renteforhøjelsen stadig enten blive en realitet eller blive udskudt. Samlet er markedsforventningerne i øjeblikket tæt på fifty-fifty om, hvorvidt renteforhøjelse kommer nu.
Den forløbne uges amerikanske nøgletal er ligeledes pæne uden at være prangende. Det gælder f.eks. det amerikanske detailsalg, der igen steg i juli, og som antyder en pæn udvikling i privatforbruget.
Stigningen i juli kommer oven på et fald i juni, og samtidig blev tallene for juni revideret opad til nulvækst. Årsstigningen i detailsalget er 2,4 procent, og det er ikke prangende. Men her peger Nordea på, at man skal være opmærksom på, at målingen sker i løbende priser.
Handelsbanken peger i sin vurdering på, at oprevidering af tal for juni kan betyde, at også BNP-væksten for hele andet kvartal står foran en oprevidering. Handelsbanken forventer, at den amerikanske centralbank samlet vil forhøje renten med 100 basispoint fra nu og frem til andet kvartal næste år.