Meget tyder på, at udlån til landbrug bliver årets største tabspost i de kommende 2014-regnskaber fra bankerne. Inden for de seneste uger er der som bekendt kommet flere nedjusteringer fra bankerne, som kan henføres til landbrugsudlån. Først kom Sparnord Bank med en ekstra hensættelse på 100 mio. kr. til landbrug, og torsdag kom så Lollands Bank med en mernedskrivning på landbrugskunder på 50 mio. kr. Med stor sikkerhed kommer der flere nedjusteringer på ryggen af den markant svagere økonomi i dansk landbrug og Finanstilsynets julebrev, som har påpeget, at bankernes skal have ekstra fokus på landbrugskunderne.
Selvom landbrug kun udgør ca. 6 procent af banksektorens samlede bankudlån til erhverv (svarende til ca. 92 mia. kr.), vil tabene på landbrugsudlån i 2014 med stor sikkerhed blive største enkelte tabspost. I 2013 blev der udgiftsført nedskrivninger på landbrug for 2,8 mia. kr., hvilke kun blev overgået af nedskrivninger på fast ejendom på 3,6 mia. kr. Da udlånstabene på fast ejendom synes nogenlunde inddæmmet, samtidig med at landbrugsudlånene er betydeligt svækkede, peger alt i retning af landbrug som den helt store tabsbyrde. Af de samlede udlån på ca. 92 mia. kr. var der ved udgangen af 2013 akkumulerede hensættelser på ca. 12 mia. kr., viser Finanstilsynets tal.