Aktieanalytikere og porteføljemanagere har generelt skruet en lille smule ned for tilfredsheden med topcheferne i landets største erhvervsvirksomheder. Selvom topcheferne fortsat generelt får meget høje ratingkarakterer, er det tydeligt, at der er en begyndende skepsis over den generelle udvikling, antageligt i forhold til manglende offensive strategier, opkøb og ny forretningsudvikling. Sådan lyder den overordnede konklusion i Økonomisk Ugebrevs årlige CEO DirektørRating, som er baseret på 30 svar fra aktieanalytikere og porteføljeforvaltere.
For de 39 CEO’er, som indgår i bedømmelsen, er den gennemsnitlige karakter faldet fra 3,3 point i forhold til den maksimale score på 5,0 til 3,2 point i år, mod 3,0 som en gennemsnitlige score i 2013. Mens topcheferne sidste år over en bred kam blev belønnet for at sikre en solid og stabil udvikling i hovedparten af de største børsnoterede virksomheder, er der altså en vis tilbageholdenhed med at belønne det seneste års arbejde i de store virksomheder.