Hvor længe vil centralbankerne fortsætte ud ad den usunde vej mod en stadig større boble? Og hvornår vil markedet afvise, at centralbankernes pengeudpumpning er en løsning på de grundlæggende strukturelle makroøkonomiske problemer?
Blandt internationale aktiestrateger er det en udbredt opfattelse, at de finansielle markeder nu alene drives frem af centralbankernes QE-lignende balanceforøgelser.
I Økonomisk Ugebrev Formues portefølje med danske aktier erkendte vi i december, at centralbankerne har taget den fulde styring med de finansielle markeder, og at de professionelle investorer føler sig tvunget til at jagte afkast ved at gå længere og længere ud af risikokurven. Derfor har vi smidt forsigtigheden over bord i vores asset allocation, hvor vi hen over efteråret var afdækket med en betydelig andel af kapitalen. Det kostede dyrt på det samlede afkast.
Vores nye offensive tilgang til aktiemarkederne er vi bestemt ikke stolte af. Vi mener, at boblen springer før eller siden, og at der er enorme underliggende risici i markedet. Men vi kan også se, at de professionelle investorers risikotagning blot stiger og stiger. Og det samme gør aktiemarkederne. Økonomisk Ugebrevs Portefølje er startet det nye år med at outperforme Copenhagen Benchmark indeks med knap to procentpoint.
Fundamentale forhold har sekundær rolle
Vi følger med i de amerikanske finanshuses analyser. Og det store billede er, at fundamentale forhold, makroøkonomi, overskudsudvikling og geopolitiske risici spiller en sekundær rolle.
Centralbankerne har styringen. Og de har nu også erkendt, at de er med til at skabe en boble i finansielle risikoaktiver, og at det ikke udelukkende er godt. De seneste måneder har der samtidig været en næsten lige linje mellem den amerikanske centralbanks balanceøgning og udviklingen på aktiemarkedet.
At aktieboblen er en realitet kan ikke længere diskuteres: Selvom overskuddene i de toneangivende amerikanske S&P 500 selskaber i 3. kvartal dykkende med 0,4 procent og også falder i 4. kvartal 2019, ifølge Infinitiv, så er aktierne fortsat med at tordne fremad.
Og det er ikke fordi de makroøkonomiske udsigter er gode, tværtimod. De seneste indikatorer for erhvervstilliden i både Europa og i USA, især for industrien, peger i retning af recession, mens serviceindustrien har det bedre. Men selvom de fleste økonomer friskt har afblæst recessionen i den vestlige verden, er det langt fra ”a done deal”. Det kan stadig nå at gå galt.
To scenarier tegner sig i horisonten
Så på den lidt længere bane synes to scenarier at tegne sig i horisonten. På den ene side viser det sig måske, at centralbankernes planøkonomiske stimulanser viser sig ikke at forhindre en recession alligevel. Og så er fanden løs.
På den anden side: Hvis den økonomiske vækst begynder at tage til, så må centralbankerne tilbagerulle stimulanserne. Og så er fanden også løs.
Indtil der tegner sig et klart billede af et af de to scenarier, kommer det til at køre videre med QE stimulanser, som booster aktiemarkederne endnu mere. Det er selvfølgelig ”nuts”, og det ender galt. Men lige nu synes det risikofrit at være med på vognen og hente yderligere gevinster på aktiemarkedet. Centralbankerne har nu kun én mulighed: Og det er at fortsætte med at pumpe økonomien og dermed de finansielle markeder.
Det er naturligvis en katastrofekurs, vi er på, og det synes uundgåeligt at der kommer et krak af historiske dimensioner før eller siden.
Vi ser kun en minimal sandsynlighed for en udvej, hvor det hele alligevel ender godt: Velkendt er det, at vi står på kanten af en ny digital revolution, som kan øge samfundets velfærd, selskabernes overskud og afhjælpe noget af den stigende globale ulighed.
Det kan ikke helt afvises, at udbredelsen af de nye digitale muligheder i Internet-of-things, kunstig intelligens, robotter, droner, platformsøkonomi og hvad deraf følger, vil revolutionere hele klodens økonomiske system.
Det vil måske også kunne tage noget af luften ud af de eksorbitante værdiansættelser, som mange børsnoterede techvirksomheder er præget af. Albert Edwards har netop påvist, at aktiemarkerne aldrig i historien har været højere værdisat, målt på PEG, price-earning-growth. Måske er det fordi, der er noget godt på vej.
Man kan altid håbe.
Morten W. Langer
Prøv 3 uger gratis og uforpligtende på Økonomisk Ugebrev Formue og modtag handelsbeskeder
