Lang rente: Vi har på det seneste haft en dansk tiårig rente, der kun har været på omkring det halve af den tyske, og sådan kan det meget vel fortsætte et stykke tid. ”Ser vi et år frem, forventer vi, at der er sket en tilnærmelse, så vi kun ligger lige under den tyske rente,” siger seniorøkonom Bjarke Roed- Frederiksen fra Handelsbanken. Han vurderer, at vi rentemæssigt har passeret bundniveauet. ”Når det gælder effekten af ECB’s opkøb, så tror jeg, at vi i forbindelse med annonceringen har fået den effekt, der kommer. Og selvom de skulle ændre i opkøbsomfanget, venter vi ikke, at renten kommer lavere end det bundniveau, vi har set,” siger han. På et års sigt venter han en dansk tiårig rente på 0,70 procent.
Men der er en række store usikkerheder undervejs. Hele problematikken omkring Grækenland fylder i øjeblikket ganske meget. Men selv i det tilfælde, hvor det ender med, at Grækenland forlader EUR-zonen, er den store forskel denne gang, i forhold til da det sidst var et tema, at der ikke forventninger om, at det vil trække Italien og Spanien med. ”Den store forskel er, at selvom der ikke er en officiel køreplan for en udtræden, er der gået så lang tid, at man har kunnet overveje, hvordan det i givet fald kan foregå,” siger han. Selve usikkerheden om Grækenlands fremtid kan meget vel stå på i det næste halve år. I første omgang er det de græske banker, der står i skudlinjen, fordi det er dem, der bliver drænet. Før weekenden var der forlydender om, at grækerne i stort omfang trak deres EUR-beholdninger ud af de græske banker.
I næste omgang er det den græske stat, der bliver udfordret. I sidste ende er der dog ikke den store usikkerhed om, at det ender med en græsk statsbankerot, hvis det ikke lykkes at opnå fremadrettede aftaler med resten af EU. Samtidig er der udbredte vurderinger i retning af, at det når alt kommer til alt vil ende med, at grækerne ikke kan betale den store gæld tilbage, men på et eller andet tidspunkt må opnå en ny nedskrivning af gælden.