EIK Bank er økonomisk i smult vande. Men ansvaret som SIFI-bank på Færøerne ligger tungt på dens skuldre, fremgår det af en tilsynsredegørelse fra Finanstilsynet:
”Der har været stor udskiftning i bankens bestyrelse. Dette har medført et tab af kompetencer og dermed en øget personafhængighed af bankens formand. Banken fik derfor påbud om at udarbejde en ny selvevaluering for bankens bestyrelse. Derudover fik banken påbud om, at bestyrelsen minimum en gang årligt skal foretage en risikovurdering og på baggrund heraf udstikke rammerne for bankens forretningsmodel. (…) Gennemgangen af de store udlån viste, at kreditboniteten ligger over gennemsnittet for danske institutter af tilsvarende størrelse, hvilket bl.a. er en afledt effekt af den aktuelt bedre konjunktursituation på Færøerne. Til gengæld viste Finanstilsynets gennemgang af privatkunder, at bankens kreditstyring i flere tilfælde var utilstrækkelig, hvilket bl.a. afspejlede sig i for optimistiske ratings af kunderne og en træg overtræksadministration. (…) Banken fik på denne baggrund påbud om at tage højde for forværringerne i ratingen af privatkunderne i sin model for gruppevise nedskrivninger. Ligeledes fik banken påbud om at øge nedskrivningerne med 5,1 mio. kr. baseret på udlånsgennemgangen. Særligt udlånene til privatkunder bidrager til de forøgede individuelle nedskrivninger.”