PFA investerede sidste sommer knap en halv milliard koner i et engelsk ejendomsselskab, og da investeringen blev gennemført den 8 juli 2013, var det efter det oplyste kun 18 dage siden, at topchef Henrik Heidebys søn var fratrådt som Deal Originator i ejendomsselskabet og havde solgt sine tegningsretter i fonden. Internetmediet Finanswatch gennemgår sagen, hvori Henrik Heideby få rigtig meget plads til at forklare, hvorfor det hele var i orden. Det fremgår dog også, at PFA har forhandlet med den engelske ejendomsfond i en længere periode, mens Heidebys søn var ansat i firmaet. Det oplyses blandt andet, at Heidebys søn solgte sine tegningsretter i fonden til samme pris, som han købte dem til. Men det oplyses ikke noget om hans aflønningsforhold blandt andet ved fratræden. Det oplyses heller ikke, om PFA’s bestyrelse fik en orientering om forholdet, som uanset hvad, teoretisk set kunne give anledning til mistanke om, at handlen var blevet påvirket af hensynet til familiemedlemmers privatøkonomiske interesser. Heideby forklarer meget detaljeret i artiklen i Finanswatch, hvorfor han ikke ser problemer i sagen, da tingene efter det oplyste blev holdt adskilt.
