For hver politisk aftale, der koster penge, hører man politikere forsikre, at det hele skam er finansieret. Medierne gengiver det som regel troskyldigt, uden at hæfte sig meget ved, hvad denne finansiering består i. Men naturligvis er der nogle, der skal betale, og i forbindelse med aftalen om en skatterabat vedrørende den fortsatte olieudvinding fra Thyra-feltet er 450 mio. kroner taget fra forskudsmomsordningen. Den handler, som Børsen prisværdigt fortalte onsdag før påske, om, at eksportvirksomheder kan få en kredit via momsafregningen. Pengestrømmen går altså fra håbefulde eksportvirksomheder til blandt andet Mærsk.
Eller, sådan er det i hvert fald på papiret. For et andet træk ved disse finansieringer er, at de ofte er løse i kødet. Det fornemmer man i dette tilfælde, at Børsens journalist er på sporet af, dog uden helt at turde give denne vinkel fuld gas. Men altså: De 450 mio. kroner er beregnet ud fra, at der på forskudsmomsordningen er udestående kreditter på 10 mia. kroner, og betragtningen er så, at de penge alternativt kunne være placeret til afkast på 4,5 procent. Men staten er ikke en virksomhed, der skal vælge mellem investeringsalternativer for at opnå det bedst mulige afkast. Den relevante betragtning er i stedet, hvad staten selv betaler i rente – og det er for tiden stort set ingenting.
Den virkelige forklaring på, at momsforskudsordningen overhovedet kommer ind i billedet, er nok, som finansminister Kristian Jensen forklarer i et tilhørende interview, at ordningen er konkurrenceforvridende, så Danmark har pligt til at afskaffe den. Fint nok, som nation skal vi naturligvis overholde internationale aftaler. Men det er urent trav, når regeringen i første omgang forsøger at kalde ændringen noget andet, og endnu mere urent trav, når man så samtidig sælger det som en besparelse, der i det nuværende kapitalmarked reelt ikke findes. Den pointe kunne Børsen godt have banket igennem.
