Lederskribent Thomas Bernt Henriksen på Børsen taler sandsynligvis for døve øren, når han opfordrer til at spare på forargelsen over Danske Bank og Nordea i sagen om hvidvask af penge fra Rusland og Moldova. Alle andre medier har entydigt fortalt historien sådan, at de to storbanker er skurkene, der har givet kriminelle spillerum, mens alle vi andre er ofrene for deres nedrige forbrydelser. Det er mere end ærgerligt, og det viser, at der er behov for, at medierne åbner øjnene for, hvad der foregår. Naturligvis skal banker ikke hjælpe kriminelle, og det er også både moralsk og juridisk forpligtet til at afholde sig fra. Men få – og herunder altså desværre heller ikke mange journalister – forstår, hvor omfattende kontrollerne mod hvidvask allerede er, og hvor enorme omkostninger de har for borgerne, både i form af penge og tab af retssikkerhed og privatliv. Helt kritisabelt er det, som Thomas Bernt Henriksen nævner – at politikere straks har været ude og love strengere straffe. Dermed giver de borgerne et falskt indtryk af, at bankerne har frit spil. Det er meget langt fra virkeligheden, og hvidvaskloven er faktisk lige blevet strammet markant.
