Erhvervsminister Troels Lund Poulsen er indstillet på, at Danmark holder sig til en minimumsimplementering af MiFID II-direktivet, oplyser han i et svar til Joachim B. Olesen (LA). ”I forhold til MiFID II-direktivet er det min klare opfattelse, at der bør ske en minimumsimplementering af direktivet, således at dansk erhvervsliv ikke pålægges flere erhvervsøkonomiske byrder end hvad der følger af direktivet. For at sikre lige konkurrencevilkår mellem EU-baserede selskaber og selskaber fra tredjelande, vil der for kreditinstitutter og investeringsselskaber fra tredjelande, der yder investeringsservice og/eller udfører investerings-aktiviteter til detailkunder, blive stillet krav om oprettelse af en filial i Danmark. Det bemærkes, at der for øjeblikket pågår en høring om de lovforslag, der gennemfører ændringer som følge af MiFID II-direktivet. Høringen pågår indtil den 21. december 2015,” skriver ministeren.
