Forhandlingerne mellem MobilePay og Nets er definitivt brudt sammen. Bruddet er langt mere markant end det hidtil har været fremme.
De danske banker går nu via MobilePay enegang og de vil helt droppe Nets – ved at overføre betalingerne uden om Dankortet – og i stedet overføre fra konto-til-konto mellem brugerne og fysiske butikker. Læs hvad det kommer til at betyde for konkurrencebilledet.
Bruddet mellem MobilePay og Nets tegner nu til at blive totalt. De mange banker med blandt andet Danske Bank, Nordea, Jyske Bank samt sammenslutningerne af landsdækkende og lokale banker vil lave deres egen konto-til-konto overførsel af penge uden om Nets. En sådan konto-til-konto overførsel er indtil nu kun sket, hvis overførslen var mellem to kunder i Danske Bank, der stod bag udviklingen af MobilePay. Det har været forventningen, at det også ville blive udstrakt til at gælde kunderne i de mange pengeinstitutter, der nu har tilsluttet sig MobilePay, men at det stadig var Nets, der skulle gennemføre overførslen. Men bankerne vil altså lave deres eget system til direkte overførsel af penge fra konto-til-konto, bekræfter direktør Jesper Nielsen fra Danske Bank. ”Det er muligt for bankerne selv at køre konto-til-konto fuldt ud og altså helt uden om Nets”, siger Jesper Nielsen, der dog holder en dør åben for at Nets fortsat kan håndtere disse overførsler, hvis de vil reducere prisen.
Men for Nets er der ikke meget at give af. I forvejen tjener Nets kun knap 10 øre på en konto-til-konto overførsel, hvis den sker straks. Kan overførslen ske om natten er indtægten under det halve.
Men skal MobilePay for alvor få succes med denne strategi skal de selv ud og have aftaler med mange flere af landets butikker og forretninger. Var der landet en aftale med Nets, havde Mobilepay automatisk fået adgang til alle de forretninger, der i forvejen tager imod Dankortet.
MobilePays fordel i denne situation er, at de nu bakkes op af langt flere pengeinstitutter end dengang, Danske Bank alene drev MobilePay. Og at de kan hjælpe til med at lande aftaler med deres kunder blandt butikkerne.
”Vi er ikke tilfredse med den brugeroplevelse, forbrugerne får med Dankort på mobilen. Det bliver forvirrende, når kunder skal forholde sig til, hvilken terminal, der er i forretningen, og hvilken telefon de selv har,”, siger Jesper Nielsen om bag-
grunden for sammenbruddet i forhandlingerne. Mere afgørende for Danske Bank var, at Nets stod fast på at skulle godkende udviklingen af alle fremtidige nye funktionaliteter i det mobile Dankort. Og hvis Dankortet blev lagt ind i MobilePay ville det låse Danske Bank, der hver gang ville blive nødt til at vente på Nets, før de kunne introducere nye funktioner.
Nets går på sin side nu i gang med at udvikle Dankortet til mobiltelefonen.
”Det har været et stort ønske fra detailhandelen, at vi udvikler Dankortet både til digitale tegnebøger men også at vi laver en app, der kan fungere på en smidig og simpel måde”, fortæller vicedirektør i Nets, Jeppe Juul-Andersen.
Men Dankortet til mobilen kommer altså ikke til at ligge i den wallet, som MobilePay er. Og Mobile-Pay får ikke automatisk adgang til de butikker, der allerede tager imod Dankortet. Det fik i denne uge MobilePay til at sænke priserne dramatisk for at lokke kunderne ind i MobilePay-forretningen. Fra 1. april sænkes prisen for brug af MobilePay i fysiske butikker til maksimalt 75 øre. Tidligere var den maksimale pris for en forretning helt oppe på fem kroner.
Og jo flere transaktioner med MobilePay en forretning har, jo billigere bliver hver transaktion, helt ned til 30 øre per transaktion, hvis butikken har over 100.000 transaktioner årligt. Dette er konkurrencedygtigt med de priser, det koster forretningerne når kunderne betaler med et Nets Dankort, hvor der også skal betales en særskilt årsafgift for terminaler.
Henrik Denta
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her