Kommentar: De seneste erhvervsministre og regeringer har holdt hånden over realkreditten og de massive bidragsforhøjelser, “fordi vi selv har øget kapitalkravene for realkreditinstitutterne,” lyder forklaringen typisk. Udsagnet dækker naturligvis over, at realkreditten har været ekstrem dygtig til at bedrive lobby over for de skiftende erhvervsministre, som har logret lydigt med halen, og, som altså har taget finansens parti på bekostning af låntagerne.
Seneste har det såkaldte Realkreditudvalgs forslag været et klart bevis på dette. Forslagene lemper ikke en øre på flytteomkostningerne. Nu afventer vi Konkurrencestyrelsens undersøgelse af konkurrenceforholdene i realkreditten, og hvordan myndigheden (som er underlagt erhvervsministeren) vurderer, at priserne tordner op uden andet grundlag, at det faktisk kan lade sig gøre – på grund af lav mobilitet (tårnhøje flytteomkostninger) og tæt på ens priser og næsten parallelle prisforhøjelser.
—————————————-
På realkreditrådets årsmøde sagde Nationalbankdirektør Lars Rohde blandt andet:
“I første del af i år var der et betydeligt fokus på realkreditinstitutternes bidragsforhøjelser. Jeg vil gerne understrege, at realkreditinstitutter skal have mulighed for at tjene penge ligesom andre virksomheder. I debatten blev stigningerne i stort omfang direkte knyttet til skærpede kapitalkrav. Som sagt kan skærpede kapitalkrav øge realkreditinstitutternes omkostninger. Men ikke i et omfang, som alene kan forklare de observerede stigninger i bidragssatserne.
Når man taler om omkostninger ved regulering, er det samtidig vigtigt at huske på, at der også er store gevinster. Fx er den finansielle regulering med til at sikre en holdbar og robust økonomi med stærke kreditinstitutter. Realkreditinstitutterne har også selv direkte fordel af en god og effektiv finansiel regulering, da den kan være med til at sikre, at investorerne – herunder de udenlandske – har tillid til de danske realkreditselskaber.”