Beretningen handler om indkøb hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES).
I beretningen oplyses at:
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse brugte i 2018 ca. 590 mio. kr. på at gennemføre vedligeholdelsesprojekter på Forsvarsministeriets bygninger og anlæg i Danmark. Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Forsvarets indkøb på vedligeholdelsesområdet er forvaltet i strid med gældende regnskabsregler og ikke lever op til helt basale krav om registrering, dokumentation og kontrol af indkøb.
Rigsrevisionens gennemgang af 64 vedligeholdelsesprojekter har vist, at der var helt basale fejl og mangler i 54 af projekterne, fx manglende funktionsadskillelse, mangelfulde forretningsgange og mangel på intern kontrol. Der er således høj risiko for, at der begås fejl, svig og berigelsesforbrydelser, når Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse foretager indkøb på
vedligeholdelsesområdet – uden at Forsvarsministeriet efterfølgende kan opdage det.
—————————
Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Forsvarsministeriet har sikret, at indkøb på vedligeholdelsesområdet er forvaltet tilfredsstillende. Rigsrevisionen besvarer følgende spørgsmål i beretningen:
- Har Forsvarsministeriet sikret, at der er udarbejdet tilfredsstillende retningslinjer for indkøb på vedligeholdelsesområdet hos FES?
- Har Forsvarsministeriet sikret, at indkøb på vedligeholdelsesområdet hos FES overholder regnskabsbekendtgørelsens krav til kontrol og dokumentation?
Rigsrevisionen finder det kritisabelt, at Forsvarsministeriet ikke har sikret en tilfredsstillende forvaltning af indkøb på vedligeholdelsesområdet, da der ikke har været den nødvendige funktionsadskillelse, og da dokumentationen for indkøbene enten er mangelfuld, misvisende eller ikke eksisterende.
Ministeriet har dermed ikke levet op til helt basale krav til forvaltning på indkøbsområdet. I øvrigt kan der rejses alvorlig tvivl om, hvorvidt den dokumentation, som styrelsen har leveret til Rigsrevisionen, er fyldestgørende og indeholder korrekte oplysninger. Rigsrevisionen har desuden konstateret, at FES i flere tilfælde har givet Rigsrevisionen urigtige oplysninger. Konsekvensen er høj risiko for fejl og svig i forbindelse med indkøb på vedligeholdelsesområdet, som Forsvarsministeriet ikke efterfølgende kan opdage.
Rigsrevisionen har selv taget initiativ til undersøgelsen i maj 2019.