Erhvervsorganisationerne har i et fælles høringssvar omkring den nye bestyrelse for Konkurrencerådet spillet højt spil med en hård retorik, som sjældent ses i høringssvar (beskrevet i seneste udgave af Økonomisk Ugebrev). Ifølge ministeriets høringsnotat ser det ikke ud til, at den hårde tone virker, hverken omkring brancheorganisationernes indstillingsret eller omkring kravet om at få en landsdommer som formand: ”Formålet med at omlægge det nuværende Konkurrenceråd til en mindre og professionel bestyrelse er at få gjort det overordnede beslutningsorgan på konkurrenceområdet uafhængig af erhvervs- og forbrugerinteresser. Medlemmerne af rådet skal således udpeges på baggrund af deres faglige kompetencer og ikke deres tilhørsforhold til en branche- eller interesseorganisation. På den baggrund og i lighed med, hvad der gælder for Finanstilsynets bestyrelse og for udnævnelsen af medlemmer til Konkurrenceankenævnet, indeholder forslaget ikke en indstillingsret fra f.eks. erhvervsorganisationer. Det rådgivende udvalg foreslås derimod at bestå af medlemmer, der er udpeget efter indstilling fra erhvervs- og interesseorganisationer.”



