Kommentar: Nykredits topchef Michael Rasmussen har haft held til at spænde en lille håndfuld toperhvervsledere foran sit tvivlsomme projekt med nye bidragsforhøjelser for boligejerne og en forventet børsnotering, vedtaget af et håndplukket repræsentantskab, som trods forenings-ejet ikke er demokratisk valgt. Den demokratiske proces med valg til repræsentantskab er tilrettelagt så besværligt og snørklet i Nykredit, at det er særdeles vanskeligt at udfordre den reelt selvsupplerende bestyrelse for Foreningen Nykredit.
Velkendt er det, at Nykredits ledelse på det seneste har været udsat for et massivt pres, dels fra erhvervsmedierne og endda Ekstra Bladet, og senest fra adm. direktør Frank Gad, indtil forleden medlem af Nykredits repræsentantskab, hvor han trak sig i protest med øjeblikkelig virkning efter at have skrevet et åbent brev til repræsentantskabet.
Denne kommentar handler dog om noget helt andet: nemlig omdømmerisici for en lille håndfuld erfarne og respekterede erhvervsfolk, som nu lader sig spænde for Nykredit ledelsens vogn. Flere velkendte navne fra repræsentantskabet kommer nu ind i de forskellige Nykredit-bestyrelser: Egmonts topchef Steffen Kragh bliver ny formand for bestyrelsen i Nykredit Holding og Nykredit Realkredit. I samme bestyrelser bliver som ny næstformand TV2’s adm. direktør Merete Eldrup. Endelig indtræder adm. direktør Per W. Hallgreen som medlem af de to bestyrelser.
Der er ingen tvivl om, at der for alle tre er tale om dygtige og erfarne erhvervsfolk, og de har et godt omdømme i samfundet og i erhvervslivet, blandt andet fordi de står bag velledede og velrenommerede store erhvervsvirksomheder. Selvom de ikke har egentlig finansiel baggrund, som Nykredit godt kunne bruge i de operative bestyrelser, vil de helt sikkert være nyttige redskaber i adm. direktør Michael Rasmussens projekt om at transformere Nykredit.
Økonomisk Ugebrevs erfarne journalist Ejlif Thomasen har det seneste år skrevet over tyve artikler om, hvordan Nykredits tidligere ledelse har været ved at køre en af landets største finanskoncerner i sænk på grund af ukloge strategiske og forretningsmæssige beslutninger, som i sidste ende har været drevet af ledelsens våde drømme om at bygge et imperium. Vi skal ikke træde meget rundt i det besynderlige opkøb af Forstædernes Bank, opførelse af nyt kostbart hovedsæde, som efterfølgende er nedskrevet med mange hundrede millioner, hovedkulds forretninger med pantebreve og risikofulde swaplån, som har kostet milliardtab.
Det forunderlige er, at Nykredits nye ledelse igen vil forsøge at bygge et imperium, ved ekspansion af banken, finansieret af realkreditlånerne via forhøjede bidrag. Den skæbnesvanger fortid, som har kostet låntagerne milliarder i forhøjede bidragssatser, er allerede fejet ind under gulvtæppet, og nu skal historien altså gentages med nye imperiebyggerier.
Det er i denne situation, vi med forundring ser Kragh, Eldrup og Hallgren spille med. De må have grundigt overvejet plusser og minusser ved at indtræde i bestyrelserne. På plussiden er naturligvis en bestyrelsespost i en af landets største finansielle institutioner, samt det medfølgende solide bestyrelseshonorar. Formelt vil det også være pænt på CV’et, og det kan muligvis føre andre bestyrelsesposter med sig.
På minussiden tæller mistanken om, at de har solgt sig selv til et projekt, som udefra set virker dybt problematisk, baseret på udemokratiske principper, hvor de reelle ejere køres groft over. De spænder sig op på en topledelse, som ikke vil informere omgivelserne om, hvorfor den nu pludselig ser et langt større kapitalbehov end tidligere, og hvor hensynet til nye aktionærer på børsen kommer til at bestemme selskabets udvikling – frem for medlemsdemokratiet.
Ja, der vil være gigantiske omdømmerisici forbundet med at deltage i det projekt, da man med rette ved et indvalg kan så tvivl om deres professionalisme, dømmekraft, integritet og gode moral. Som Stine Bosse skriver i aktuel blogkommentar i Berlingskes Business.dk: ”I en verden hvor kommunikation bliver et vigtigere og vigtigere omdrejningspunkt, spiller “brand” og omdømme en mere og mere væsentlig rolle, og topledere bliver “brand byggere” og “brand bestyrere”. De fleste topledere går lagt for at beskytte omdømme og brand. Det er der en god grund til. I et godt brand og omdømme ligger nemlig tillid, respekt, “opførsel” og uhåndgribelige værdier, der ofte er bygget op over lang tid, og som er det, der giver det ekstra “klik”, den ekstra margin, den ekstra efterspørgsel og endelig den bedre bundlinie.”
