Dansk økonomi begunstiges tydeligvis af en fortsat lav lånerente til ejerboligkøb, et svagt europæisk opsving og af lidt mere risikovillige banker. Men det er forsat en økonomi, som går fremad med listeskridt, viser denne opdatering af Økonomisk Ugebrevs KonjunkturBarometer for Dansk Økonomi. Grundlæggende er der tale om udefrakommende kræfter, der driver dansk økonomi fremad.
For det første viser industrien nu tegn på bedring, viser Danmarks Statistiks Konjunkturbarometer. DS skriver i en kommentar: ”Den sammensatte konjunk- turindikator for industrien er steget fra minus 11 i april til minus 6 i maj. Der spores en stigende tendens over de seneste måneder. Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving. Af indikatorens tre komponenter er produktionsforventningerne fortsat positive. Ordrebeholdningen vurderes fortsat negativt, men mindre negativt end i de seneste måneder. Færdigvarelagrene vurderes fortsat som for store, men også her i mindre grad end i de seneste måneder.”
Til gengæld synes fremgangen i serviceerhvervene at være gået i stå, og det er efter et par år, hvor den stærkeste fremgang i erhvervslivet har ligget. I DS nye konjunkturbarometer for serviceerhvervene oplyses det, at ”den sammensatte konjunkturindikator for serviceerhvervene er stort set uændret på 6 i maj mod 5 i april. Således fortsætter det jævne forløb, der ses over de seneste tre kvartaler. Af indikatorens tre komponenter ligger forventningerne til den kommende omsætning lidt lavere end vurderingerne af den faktiske omsætning og forretningssituationen. Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving.”
Endelig ser det ud til, at der kommer mere og mere gang i boligmarkedet. Huspriserne er nu steget hele syv procent de seneste tolv måneder for landsgennemsnittet, hvilket dog dækker over markant større prisstigninger i storbyerne. Ifølge Homes husprisindeks ”steg handelspriserne på énfamiliehuse i gennemsnit 0,7 % på landsplan (sæsonkorrigeret) i forhold til marts, målt som et tremåneders glidende gennemsnit. Huspriserne var i april 7,2 % højere i forhold til samme måned året før. Der er fortsat et stykke op til niveauet i december 2006, hvor huspriserne toppede.” Ses på de seneste månedstal var der tale om en fald i priserne. De seneste stigende obligationsrenter kan dog lægge en betydelig dæmper på boligmarkedet resten af året.
Den vigtigste langsigtede drivkraft for dansk økonomi, nemlig privatforbruget, er dog ikke for alvor kommet i gang endnu. Det indikereres både af udvik- lingen i Dankortomsætningen og DS’ opgørelse af detailhandelsomsætningen og bilsalget viser ikke varig fremgang. For dansk økonomi er risikoscenariet nu, at den begyndende opbremsning i europæisk økonomi og stigende obligationsrenter bremser et forestående opsving, allerede før det rigtigt er kommet i gang.