Økonomisk Ugebrev A/S har netop afsluttet en kapitaludvidelse, som har indbragt 4,5 mio. kr. til selskabet.
Selskabets bestyrelse har det seneste år arbejdet på en ny vækststrategi, og eksekvering af denne strategi kræver investeringer i flere digitale salgsressourcer, herunder etablering af samarbejder med eksterne digitale bureauer, og en styrkelse af den interne salgsorganisation.
Økonomisk Ugebrev har allerede bygget en solid digital platform, der er en forudsætning for at skabe stærkere vækst i forretningen. Væksten skal dels komme fra øget abonnementssalg på eksisterende produkter, dels ved at lancere Økonomisk Ugebrev Life Science i Sverige og Norge og senere lancere en finansiel nyhedstjeneste med
børsnyheder.
Samtidig har vi netop relanceret Bestyrelsesguiden på www.bestyrelsesguiden.dk med adgang til 1000 artikler om praktisk bestyrelsesarbejde, faste toplederinterviews,
bestyrelsens årshjul og en oversigt over bestyrelsens 100 vigtigste rådgivere. Forretningsmodellen ændres til i højere grad at være baseret på rådgiversponsorater.
”Vi har de seneste år arbejdet på en strømlinet salgsstrategi, med fokus på at digitalisere processer, salgsplatform og kundehåndtering. Nu er vi klar med en salgsmaskine,
som skal have masser af benzin gennem digital markedsføring og en udvidelse af salgsstaben. Det kræver ekstra investeringer,” siger adm. direktør Steffen Damborg, som
er digital medieekspert med en fortid som digital direktør i JP/Politikens Hus-koncernen.
”Vi har over de seneste måneder øget trafikken på ugebrev.dk med investeringsnyheder fra 30.000 til over 100.000 unikke brugere. Det giver et stærkt grundlag for salg af udgivelser rettet mod private investorer. På sigt er det hensigten at etablere en abonnementsbaseret nyhedstjeneste med børsnyheder med egen redaktion, hvor vi allerede nu vil ansætte en nyhedsredaktør til at stå for at udvikle tjenesten,” siger chefredaktør Morten W. Langer.
Særligt har investeringsområdet i 2020 udviklet sig meget positivt for Økonomisk Ugebrevs udgivelser. Fremgangen har blandt andet været baseret på en stærk performance i modelporteføljen, som pt. har slået det generelle danske aktiemarked med ni procentpoint – med et plusafkast på næsten ti procent.
Bag kapitaltilførslen står en gruppe af private investorer, som i en årrække har været loyale abonnenter hos Økonomisk Ugebrev. Selskabet kom ud af 2019 med et mindre driftsoverskud. Ifølge ledelsens resultatprognose kommer selskabet ud af 2020 med et mindre driftsunderskud på grund af de offensive medieinvesteringer. Herefter ventes stærk vækst i bundlinjen.
Finansielt lægger bestyrelsen for Økonomisk Ugebrev vægt på, at vi ikke har bankgæld, som kunne så tvivl om vores uafhængighed overfor den finansielle sektor, som er en vigtig del af det redaktionelle fokusområde.
Økonomisk Ugebrevs udgivelser udarbejdes af Danmarks mest erfarne erhvervsjournalister, alle med mindst 25 års erfaring. De har et unikt kildenet med adgang til toppen af erhvervslivet og en historik og erfaring, hvor der skæres benhårdt igennem alle presserådgivernes og interesseorganisationernes mediespin, som i den grad præger den daglige nyhedsstrøm.
Økonomisk Ugebrev laver 100 pct. egne nyheder, og Økonomisk Ugebrev videreformidler ikke pressemeddelelser, Ritzau-nyheder og såkaldte analyser fra politiserende tænketanke, interesseorganisationer og interessegruppe, som normalt har en slagside for at fremme bestemte budskaber.
Økonomisk Ugebrevs redaktion består bl.a. af Morten W. Langer, Carsten Vitoft, Morten A. Sørensen, Joachim Kattrup, Carsten Steno, Henrik Denta, Peder Bjerge, Hugo Gården, Steen Albrectsen, Bruno Japp, Sten Thorup Kristensen, Lars Abild, Lars Hatholt og Morten Larsen. Økonomisk Ugebrev udgiver syv publikationer om finans, investering, ledelse og samfundsansvar.