Makrokommentar: Planerne for bankunionen indebærer, at nødlidende bankers gæld skal nedskrives. Men den model har man særdeles dårlige erfaringer med fra finanskrisen, skriver Finn Østrup, professor ved CBS, i denne kommentar. Han frygter også, at danske finansielle institutioner vil komme til at stå svagere i den nordiske konkurrence, idet Sverige og Norge som ikke-medlemmer af unionen vil bevare nationale tilsyn, der kan varetage særlige, nationale interesser. Kommentaren er den tredje i serien om ”For og imod dansk deltagelse i bankunionen”. Læs også makrokommentarerne i de to foregående udgivelser.
Den Europæiske Bankunion består af to dele: (i) etablering af et fælles finansielt tilsyn for kreditinstitutter (i Danmark penge- og realkreditinstitutter), samt (ii) en fælles ordning for håndtering af kriser i nødlidende kreditinstitutter. Med hensyn til det fælles finansielle tilsyn kan der fremføres modgående argumenter. Til fordel for et europæisk finanstilsyn taler, at der herved kan opbygges en mere omfattende ekspertise. Omvendt vil et dansk finanstilsyn have større kendskab til danske forhold, ligesom det formentlig vil fungere mindre bureaukratisk end et europæisk tilsyn. Der er også i Danmark en stor pulje af dygtige økonomer med kendskab til finansielle forhold, som burde kunne udgøre rygraden i et effektivt tilsyn. Sammenlagt mener jeg, det er et dårligt argument, når blandt andre nationalbankdirektør Lars Rohde ofte fremfører synspunktet om, at et europæisk tilsyn vil fungere bedre end et dansk. Det burde være muligt at opbygge et dansk tilsyn, der er på højde med de bedste i verden. Her har Nationalbanken selv et stort ansvar.
Med hensyn til den anden del af bankunionen – den fælles procedure for håndtering af nødlidende kreditinstitutter – kan det konstateres, at der lægges op til et bureaukratisk system centreret om en ny institution, Afviklingsinstansen. Mange forskellige organer vil fremover blive inddraget ved håndtering af kriseramte banker, og den nye Afviklingsinstans bistås af et selvstændigt sekretariat, der bl.a. skal godkende afviklingsplaner for i hvert fald de større institutter. Afviklingsinstansen skal træffe beslutning om den procedure, som skal anvendes, når et institut bliver nødlidende. Der opstilles flere løsningsmodeller, men som den foretrukne lægges der op til at nedskrive gæld i et nødlidende institut. Det er en hasarderet fremgangsmåde. Det kan således konstateres, at den seneste finanskrise tog en drejning til det værre, da de amerikanske myndigheder i september 2008 valgte at lade kreditorerne i Lehman Brothers få tab. I Danmark forsøgte man en lignende ordning med Bankpakke 3, med det resultat at sammenbruddet i Amagerbanken udløste stor usikkerhed om dansk bankvæsen, hvorved Bankpakke 3 senere måtte gøres om. Afviklingsinstansen kan yde støtte til dækning af tab for kreditorer gennem en nyetableret Afviklingsfond, men der lægges i den nye procedure op til, at en sådan støtte kun skal ydes under ekstraordinære omstændigheder.
Udsigten til tab for kreditorer ved fremtidige europæiske bankkriser kan skabe usikkerhed i europæisk bankvæsen, idet kreditorer må ventes hurtigt at ville trække sig ud ved rygter om problemer i et institut. Med den nye afviklingsprocedure i bankunionen er det altså sandsynligt med jævnlige bank-runs. Det er sandsynligt, at særlig danske kreditinstitutter – samt kunder i danske kreditinstitutter – kan blive de store tabere, hvis Danmark skulle beslutte sig for gå med i bankunionen. Den manglende statslige opbakning bag danske kreditinstitutter vil således være en hæmsko i konkurrencen med svenske og norske banker, som under en krise kan regne med opbakning fra deres regeringer. Der er risiko for, at der bliver en kundeflugt over til de mere sikre svenske og norske institutter.
Jakob Kirkegaard fremfører i seneste nummer af Økonomisk Ugebrev, at det vil være en fordel for Danmark at gå med i bankunionen på grund af Danske Banks politiske indflydelse og dens størrelse i forhold til dansk økonomi, samt fordi bankunionen kan bidrage til en tiltrængt større konkurrence på det danske bankmarked. Jeg er enig med Jakob Kirkegaard i hans vurdering af Danske Bank og manglen på konkurrence i den danske banksektor. Men størrelsen af Danske Bank vil også blive et problem i den europæiske bankunion. Kan dansk erhvervsliv og danske privatkunder således leve med, at indskydere og andre kreditorer i Danske Bank får nedskåret deres tilgodehavender, eller at Danske Bank bliver solgt til en udenlandsk bank? Der er en lettere løsning på problemerne med Danske Bank end at gå med i bankunionen – nemlig at gennemføre en opsplitning af banken, hvilket samtidig øger konkurrencen på det danske bankmarked. Man kan måske også mene, at det principielt er forkert, hvis dansk EU-politik – samt spørgsmålet om afgivelse af dansk suverænitet – skal bestemmes af hensynet til Danske Bank.
