I forbindelse med Folketingets åbning har statsministeren, som vanligt, fremlagt regeringens lovprogram. Under Erhvervs- og vækstministeriet er 14 love på vej.
Et noget kontroversielt lovforslag ”har til formål at sikre, at personer, virksomheder og myndigheder kan få erstatning for den skade, de har lidt, når de har betalt for meget på grund af andres overtrædelse af konkurrenceretten.”
Forslaget, som udmønter et EU-direktiv, lægger blandt andet op til, at der skal være omvendt bevisbyrde ved erstatning efter kartelsager, og at parterne i et kartel hæfter solidarisk, således at hvis en part går konkurs, overtager de øvrige denne parts erstatningsansvar. Disse regler bifaldes ifølgehøringssvarene af Bygherreforeningen, mens Advokatrådet gør indsigelser på flere punkter. Blandt andet hæfter man sig ved, at en forudsætning i direktiv og lovforslag om, at kartelvirksomhed pr. definition skader andre, er i strid med den danske retsplejelov.