OW Bunkers dramatiske krak kun et halvt år efter noteringen på Københavns Fondsbørs har de seneste måneder lagt en tyk dyne over interessen for at notere nye selskaber på det danske aktiemarked. Erfaringen var fuldstændig den samme efter Pandoras choknedjustering godt et halvt år efter noteringen i oktober 2010. De hjemlige professionelle investorer har efter OW Bunker haft brug for at ryste oplevelsen af sig, og der skal antageligt en succesfuld notering til, for at stemningen for alvor vender og giver en ny åbning for det danske IPO-marked. Direktør Bjørn Sibbern fra NasdaqOMX Copenhagen siger til Økonomisk Ugebrev, at han er ”forsigtig optimist” omkring børsnoteringsaktiviteten i 2015. Men han erkender også, at det er vigtigt at få visket tavlen ren efter OW Bunker, så der kan blive opbygget ny optimisme omkring børsnoteringer.
