Udlånsundersøgelse
Nationalbankens nye udlånsundersøgelse for tredje kvartal viser, at der på en række områder nu blæser mildere vinde. Det er tale om bedre forhold for låntagerne på en række områder, og dermed fortsætter den udvikling, der allerede kunne ses i Nationalbankens tidligere udlånsundersøgelse for andet kvartal. Ændringerne er ikke voldsomme, men de kommer oven i den tidligere bevægelse. Når det gælder udviklingen i tredje kvartal, fortsatte pengeinstitutterne med at sænke priserne for udlån til erhverv, og samtidig skete der en yderligere lempelse i krav til sikkerhedsstillelse for udlån til erhverv. Som årsag til denne udvikling peger kreditcheferne navnlig på konkurrencesituationen.
Ændringerne i kreditstandarder gælder for de mellemstore pengeinstitutter, mens der for de øvrige pengeinstitutter og realkreditinstitutterne er tale om uændrede forhold. Mens der de seneste to kvartaler begge gange har været tale om små lempelser i kreditpolitikken fra de mellemstore pengeinstitutters side, er der for det kommende kvartal forventninger om noget større lempelser. Forklaringen på udviklingen har gennem begge de seneste to kvartaler været øget konkurrence, og det er også i forventningerne til det kommende kvartal den årsag, der fremhæves. Pænt i tråd med de andre elementer i udlånsundersøgelsen forventer kreditcheferne for fjerde kvartal også en større risikovillighed. Samtidig med, at de mellemstore pengeinstitutter nu tilsyneladende kæmper om kunderne, har der fra de store erhvervsvirksomheder været en mere positiv udvikling i efterspørgslen end fra de små og mellemstore virksomheder.
Abonnenter kan læse hele artiklen i Økonomisk Ugebrev Finans nr. 32. Er du ikke abonnent, kan du prøve 3 uger gratis her