Grundpillen i regeringens vækstplan, som skal sikre ekstra 2,6 mia. kr. til mindre og nye virksomheder har fået noget, der ligner en kold skulder. Af de 2,6 mia. kr. skal staten gennem Vækstfonden selv have 1,5 mia. kr. op af lommen, oplyser Vækstfondens direktør Christian Motzfeldt til Finanswatch.dk. Håbet var ellers, at danske pensionskasser skulle være kommet med de fleste af pengene. Oplysningen ses tilsyneladende ikke som relevant for interessenter, fordi den fremgår ikke af den udsendte pressemeddelelse. Af pressemeddelelsen fremgår også, at pengene blandt andet skal komme iværksættere til gode. Da kapitalen formidles gennem venturefonde og buyout fonde vil det være noget helt nyt, hvis der også investeres i iværksættere. Typiske investerer fondene i mere etablerede mindre vækstvirksomheder, som har bevist deres levedygtighed, og som har et større internationalt vækstpotentiale. Som tidligere påpeget i Økonomisk Ugebrev endte en ganske stor andel af pengene fra Dansk Vækstkapital I som investeringer i udenlandske virksomheder, og i de tilfælde er der ikke kommet danske arbejdspladser ud af det. Vækstkapital-ordningen skal især ses som en fødselshjælper til den danske venturebranchen, hvilket kan være meget fornuftigt og nyttigt. Sådan præsenteres det imidlertid ikke i pressemeddelelsen fra Erhvervs- og Vækstministeriet.
