Dansk KonjunkturBarometer: Danmarks Statistik kom med reviderede tal for BNP– opgørelsen forleden, som var endnu ringere end det første datasæt. Den officielle BNP–vækst er fortsat opgjort til 0,2 procent i andet kvartal i forhold til første kvartal. Men opgørelsen af de såkaldte lagerforøgelser i erhvervslivet er øget fra 0,2 procent til 0,3 procent. Det betyder, at hvis ikke erhvervslivet havde produceret til lager i kvartalet, havde den økonomiske vækst faktisk været negativ med 0,1 procent.
Økonomisk Ugebrev påpegede talrige gange i slutningen af andet kvartal, og under valgkampen op til folketingsvalget, at den fasttømrede ”sandhed” hos især den daværende regering om ”økonomisk opsving” var en gang udokumenteret valggas uden hold i de faktiske økonomiske nøgletal og ledende indikatorer. En stor del af erhvervsmedierne kørte med på jubelhistorien, uden at undersøge tingene selv. Grundlæggende viser Økonomisk Ugebrevs Konjunkturbarometer for dansk økonomi tæt på en neutral score omkring nul, i det samlede udfaldsrum mellem minus to og plus to. Billedet svarer meget godt til det billede, der tegner sig i de fleste PMI–målinger for blandt andet Tyskland, som er er offentliggjort de seneste dage. Dog er det bekymrende, at den tyske PMI viser en lille tilbagegang i forhold til den foreløbige Flash–måling.
Tegningen af noget der svinger mellem nul og en halv procent vækst i tredje kvartal, understøttes af flere forhold: For det første tyder meget på, at det private forbrug igen bevæger sig fladt. Det underbygges både at data for detailhandelsomsætningen og tal fra Nets for dankortomsætningen. Detailhandelsomsætningen ligger nu kun lige over niveauet i marts 2015. Med det seneste dyk i danskernes forbrugertillid, målt af DS, er der næppe udsigt til det store forbrugsopsving dette efterår.
For det andet peger alt nu retning i af en klar opbremsning af beskæftigelsesvæksten, og måske endda et fald. De seneste data for udviklingen i antal lønmodtagere fra DS viser en sæsonkorrigeret vækst fra juni til juli på kun lidt over tusinde. DS skriver, at ”lønmodtagerbeskæftigelsen har været støt stigende siden foråret 2013 og var i juli 2015 på det højeste niveau i seks år. I juli havde 2.608.800 personer et lønmodtagerjob, hvilket er 1.300 flere end i juni. Det er en noget lavere stigning end i det første halve år af 2015, hvor der var en gennemsnitlig månedlig stigning på 3.200. Tallene i denne offentliggørelse er foreløbige og korrigeret for normale sæsonudsving.” Seneste AKU–måling fra DS viser et lille fald i beskæftigelsen, hvilket bekræfter tendensen til en udfladning.
For det tredje ligger både fremstillingsindustri og serviceindustri fortsat underdrejet. Serviceindustrien har de seneste år været det afgørende trækdyr i erhvervslivets omsætningsvækst og beskæftigelse. Men den taber nu momentum. Seneste sæsonkorrigerede data for industriens produktion lå på årets laveste niveau, svarende til starten af året. Udviklingen i dansk økonomi vil de kommende måneder antageligt afhænge af, hvor stærk den negative afsmitning bliver fra den økonomiske opbremsning i Asien, og hvor meget af denne effekt der kompenseres af lavere råvare– og energipriser.