Den rapport om EU’s bankunion, som regeringen offentliggjorde for et par måneder siden, og som anvendes som grundlag for regeringens støtte til en dansk deltagelse i EU’s bankunion, er præget af fordrejninger og fortielser, så der ikke er sammenhæng mellem selve analysen og den endelige, positive anbefaling. En gennemgang af rapporten viser, at arbejdsgruppens bedste argument er, at Danmark ved en deltagelse får indflydelse på reguleringen i den kommende bankunion. Der nævnes dog intet om de aktuelle risici for den danske statskasse og skatteyderne, hvis Grækenland og de græske banker efter indlemmelse i bankunionen vælter omkuld. Arbejdsgruppen, der alene består af embedsmænd fra statsadministrationen og Nationalbanken, har altså ikke haft deltagelse af uafhængige eksperter eller andre, som helt sikkert kan siges ikke at være regeringens forlængede arm.
Set udefra virker det derfor som om, at regeringen (og det meste af blå blok) har fået det, de har bestilt. Men der synes grundlæggende kun at være to reelle ”gode grunde” til denne opbakning til bankunionen. For det første er den politiske elite i Europa klar over, at Euroland politisk og økonomisk valker, dels på grund af de sydeuropæiske statsgældsproblemer med Grækenland som et akut problem, og dels på grund af en senere mulig engelsk udmeldelse. I den aktuelle sikkerhedspolitiske situation med NATO’s konflikt med Rusland ses det som politisk afgørende at holde sammen på EU, og her er bankunionen aktuelt et helt afgørende stykke tape. For det andet er det utvivlsomt sådan, at EU’s elite belønner nationale toppolitikere med senere topposter i EU-systemet, hvis de velvilligt deltager i opbygning af fundamentet til den fremtidige politiske union. Rapporten indeholder således ikke ét eneste vægtigt argument om dansk deltagelse i bankunionen. Anbefalingen kan derfor kun ses som klargøring til en senere dansk deltagelse i en finanspolitisk union, hvor bankunionen i sidste ende udgør en stor del.
I det følgende bringer vi uddrag fra rapporten, som understøtter denne analyse:
Græsk statsbankerot kan vælte græske banker, som den danske statskasse kan blive tvunget til at medfinansiere, hvis altså Grækenland er med i bankunionen: (s134) ”Sammenhæng mellem makroøkonomi og risikoen for træk på formuen: Visse lande i det styrkede banksamarbejde vil endvidere fortsat have betydelige økonomiske udfordringer, navnlig statsfinansielle. Det er – i hvert fald i et mellemfristet perspektiv – usikkert i hvilket omfang landene vil være i stand til at håndtere disse udfordringer og få deres økonomier i bedre balance. Det giver sig bl.a. udslag i, at de pågældende landes stater har en betydeligt dårligere kreditværdighed end Danmark og Tyskland. Hvis landene ikke lykkes med genopretningen, vil det kunne smitte af på de pågældende landes banker. I så fald kan de pågældende landes banker i højere grad risikere at blive nødlidende som følge af øgede misligholdelser og tab på deres låneporteføljer. Er dette tilfældet, indebærer det igen en større risiko for, at de kan komme til at trække på afviklingsformuen, hvis de bliver nødlidende.” Videre fastslås, at statskasserne kan blive belastet: ”Inden for det styrkede banksamarbejde vil statslige midler alene kunne komme i spil, såfremt afviklingsformuen er tømt (…). I den situation vil medlemslandene kunne yde lån til den fælles afviklingsformue.” Rapporten omtaler slet ikke de konktete problemer med Grækenlands og andre af de sydeuropæiske landes stigende statsgæld, hvor situationen nu bliver markant forværret med de stigende statsrenter. Denne situation taler klart for, at Danmark udskyder en eventuel deltagelse, til der er ryddet op i eurolandenes statsgældsproblemer, hvor risikoen lige nu er, at vi melder os ind i en taberklub. Nordeas bestyrelsesformand sagde det ligeud på et møde forleden: ”Europa er i deep shit.”
Ratingbureauer og investorer er ligeglade med dansk deltagelse: (S103): ”Der er aktuelt ingen indikationer på, at tilsynet med de danske banker, såfremt Danmark står uden for samarbejdet, vil blive vurderet som værende mindre troværdigt eller af en lavere kvalitet, end ECB’s tilsyn. Dette skal også ses i sammenhæng med, at Danmark i dag vurderes at have et velfungerende finansielt tilsyn af høj kvalitet. Derudover skal det ses i sammenhæng med den generelt øgede harmonisering af regler og praksis i det indre finansielle marked med færre nationale valgmuligheder.” Videre hedder det, at ”vurderingen understøttes af ratingbureauerne Moody’s og Standard & Poor’s, der begge har udtalt, at der ikke forventes betydelige forskelle i ratingen for de danske banker, hvad enten Danmark bliver en del af det styrkede banksamarbejde eller ej. Det forventes på den baggrund heller ikke, at en dansk beslutning om ikke at deltage i samarbejdet i sig selv vil føre til et markedspres for, at de danske institutters kapitalisering hæves. Dette skal også ses i sammenhæng med, at de danske institutter i dag er blandt de bedst kapitaliserede i EU.”
Tvivl om effektivitet i ECB’s nye banktilsyn: ”Effektiviteten i ECB’s tilsyn vil kunne blive hæmmet af, at der kommer et ekstra lag i beslutningsprocessen. En forventelig følge af at få ”andre øjne” på de danske institutter kan således være, at Finanstilsynet skal anvende ressourcer på at besvare forespørgsler fra ECB, der ikke i sig selv bidrager til et bedre tilsyn med institutterne. Desuden kan det ekstra lag have betydning i forbindelse med fratagelse af tilladelse til at drive kreditinstitutvirksomhed, hvor beslutninger vil skulle træffes relativt hurtig.”
Danmark mister selvbestemmelse over vores egne banker i en mulig afviklingssituation med en nødlidende dansk storbank: ”Danmark kan alene vælge at følge instruksen fra ECB eller træde ud af det styrkede banksamarbejde. Hvis Danmark træder ud af samarbejdet, vil Danmark ikke være bundet af ECB’s beslutning. Der foreligger i denne situation således ikke mulighed for, at Danmark kan undlade at følge instruksen fra ECB og forsat deltage i et styrkede banksamarbejde.” Med andre ord skal de danske myndigheder følge EU’s diktat, hvor alternativet kun er en udmelding, hvilke må anses for urealistisk.
Svækkelse af gennemsigtighed om danske banker og mildere afskrivningsregler: Meget tyder på, at tilsynsreglerne med danske banker skal forringes til EU-niveau. I rapporten fremhæves blandt andet, at tilsynsrapporter ikke længere vil blive offentliggjort, og heller ikke solvensbehov vil blive offentliggjort. Endelig vil afskrivningsreglerne blive lempet: ”Det drejer sig bl.a. om krav om offentliggørelse af Finanstilsynets inspektionsredegørelser efter tilsynsbesøg i de enkelte institutter. Det ventes ikke på kort sigt at blive ECB praksis at offentliggøre sådanne redegørelser og dermed ikke praksis for i hvert fald de større danske institutter, hvis Danmark deltager i samarbejdet.”
Videre hedder det: ”Også de danske nedskrivningsregler adskiller sig fra praksis i andre lande og ventes at være vanskelige at opretholde. (…) Dette kan indebære, at ECB i højere grad vil anvende solvensreservationer og sikre en stor solvensreserve end at kræve yderligere nedskrivninger. Det må således forventes, at institutterne i højere grad får et højere solvensbehov, der dog ikke vil blive offentliggjort, end at de vil blive påkrævet yderligere nedskrivninger, der resulterer i en lavere faktisk solvens.” Bundlinjen er, at der aktuelt er meget vanskeligt at se de klare fordele ved en dansk deltagelse. Elementerne i rapportens analyse peger – som det fremgår – klart i den retning. Men i konklusionen ignoreres alle disse forhold fuldstændig. Økonomisk Ugebrev vil på baggrund af ovenstående analyse i de kommende udgaver stille en stribe konkrete spørgsmål til eksperter, myndigheder og politisk ansvarlige for at få tegnet et klart billede af baggrunden for den positive støtte til en dansk deltagelse.
