Det er en grundlæggende betingelse for Finanstilsynets mulige udstedelse af et administrativt bødeforelæg, at personen eller virksomheden erkender sig skyldig i lovovertrædelsen og erklærer sig rede til at betale den bøde, der er angivet i bødeforelægget. Virksomheder og personer kan således til enhver tid afslå Finanstilsynets bødeforelæg, hvorefter sagen vil blive overgivet til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) og evt. bragt for en domstol i overensstemmelse med gældende praksis.
Selv hvis en virksomhed eller person erkender sig skyldig og rede til at betale en bøde, er dette ikke tilstrækkeligt. Det er en betingelse for Finanstilsynets adgang til at udstede et administrativt bødeforelæg, at oplysningerne i sagen og grundlaget for bødeforelægget understøtter virksomheden eller personens tilståelse, og at det derfor ikke vil være betænkeligt at afgøre sagen uden egentlig straffesag.
Som det allerede er tilfældet i dag i sager, hvor Finanstilsynet foretager en anmeldelse til SØIK, vil Finanstilsynet under behandlingen af en konkret sag, hvor der vil kunne udstedes et administrativt bødeforelæg, skulle iagttage reglerne i retssikkerhedsloven, herunder retssikkerhedslovens §§ 9 og 10.