Meget tyder på, at det er ofte rent held, når danske investeringsafdelinger leverer det bedste afkast i deres kategori eller ligger i toppen af diverse sammenligninger. Det viser en gennemgang af investeringsforeningernes nøgletal, Økonomisk Ugebrev har udarbejdet. Senest her i efteråret fastslog Finanstilsynet i en større analyse, at en lang række danske investeringsafdelinger slet ikke er så aktiv styrede, som de selv angiver. At de er skabsfonde, der blot følger deres indeks, selv om de tager sig betalt som aktiv styrede foreninger. Men udsætter man de bedste investeringsafdelinger i Danmark for tilsynets test, dumper størstedelen med et brag.
”Man kan sagtens få fem stjerner af Morningstar eller andre og klare sig dårligere end det indeks, man skal følge. Folk tror, at fem stjerner er det samme som en god præstation, men selv de bedste foreninger klarer sig ofte dårligere end det indeks, de skal følge. Men nogle skal jo rates bedst, når det man laver er en relativ sammenligning,” siger partner Gert Nielsen fra BEDSTpension, der bl.a. laver analyser af investeringsfonde til pensionsbranchen. Økonomisk Ugebrev har analyseret ti investeringsafdelinger, der har fået topscoren på fem stjerner af det uafhængige analysebureau Morningstar. Ud fra tallet tracking error, som bl.a. er det tal, Finanstilsynet brugte i deres undersøgelse, er der ingen af de ti afdelinger, der består Finanstilsynets test for at være aktivt styrede.
Dernæst har vi set på de ti afdelinger, der har klaret det bedst målt på afkast i 2014. Her er resultatet lidt bedre: Tre ud af ti foreninger kan bestå Finanstilsynets test for at være aktivt styret. Det betyder groft sagt, at selv de bedste danske investeringsforeninger ikke har leveret deres resultater ud fra dygtighed, men snarere rent held.