I et frontalangreb mod ledelsen i Parken Sport & Entertainment påstår finansmanden Aldo Petersen, at selskabet har finansielle problemer, hvilket intet i realiteten tyder på. Kilder vurderer overfor Økonomisk Ugebrev, at udfaldet er en skinmanøvre: Han vil signalere afstand til Parken, fordi han er ved at lave en aftale med Brøndby IF’s Jan Bech Andersen.
Hvorfor fortsætter Aldo Petersen med at gøre udfald mod Parkens ledelse, når han så ultimativt blev afvist sidste år, og når de nuværende aktionærer i Parken har en stålsat plan for videreudvikling af selskabet, som de selv vil forfølge?
Aldo Petersen havde først i Tipsbladet og senere på Canal 9 travlt med at hænge Parken ud for at have en anstrengt økonomi, hvor bankforbindelsen, Nordea, angiveligt skulle være på vej med krav om en aktiekapitaludvidelse.
Aldo mener, at Parkens aktuelle økonomi kan sammenlignes med den finansielle katastrofe, selskabet befandt sig i efter finanskrisen for ti år siden, med en rentebærende bankgæld på 2,1 mia. kr. Forskellen er bare, at Parken over årene har nedbragt gælden til 1 mia. kr., og at lånerenterne i dag er ekstremt lave.
Der er grund til at tro, at Nordea er mere end glade for udviklingen i Parken. Aldo mener også, at det er et faresignal, at Parken i 1. kvartalsregnskabet fortæller om en styrkelse af likviditetsberedskabet med 440 mio. kr. Han ser det som en forøgelse af gælden, men det er det ikke.
Velkendt er det, at en amerikansk kapitalfond, med bistand fra Aldo, tidligere har vist interesse for at købe Parken med en præmie over børskursen på 40 procent. Der kom aldrig realitetsforhandlinger ud af det, og efter Aldos seneste kritik ses han ikke som en samtalepartner i Parken.
Hele historien munder ud et stort spørgsmål: Hvad har Aldo gang i? Økonomisk Ugebrev har stukket en finger i jorden i toppen af den danske fodboldverden, og der tegner sig et broget billede, som vi har forsøgt at præsentere for både Aldo Petersen og Brøndbys hovedaktionær og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen. De er dog ikke så behjælpelige.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at de er i løbende kontakt med hinanden. Og der tegner sig et billede af, at Aldo Petersen nu er ved at positionere sig selv som Brøndbys nye finansielle redningsmand, som skaffer nye storaktionærer med nye millioner til Vestegnens stolte fodboldklub, og som også er med til at redefinere den strategiske retning, så det økonomiske potentiale i landets største publikumsmagnet udnyttes fuldt ud.
Iagttagere ser for tiden Brøndby IF bevæge sig ud af en strategisk slingrekurs, ikke mindst efter udmeldingen om forventet salg af flere topspillere, og en samtidig fastholdelse af de sportslige ambitioner. I 1. kvartalsregnskabet fra 19. maj skriver ledelsen tillige, at den ”vil i den kommende periode nærmere vurdere behovet for yderligere at styrke det nuværende likviditetsberedskab med henblik på at sikre, at der under de vilkår, der følger af COVID-19 situationen, er tilstrækkelig likviditet til at gennemføre Brøndby IF’s aktivitet og strategi.” Med andre ord arbejder ledelsen altså for tiden med planer for at styrke kapitalberedskabet.
Spiselig redningsmand
Netop dette arbejde med at skaffe mere kapital skal ses i sammenhæng med, at Aldo på det seneste har lagt kraftigt afstand til Parken og selskabets ledelse, og dermed har han også gjort sig til en mere spiselig økonomisk redningsmand på Vestegnen. Aldo vil antageligt igen gerne være en toneangivende figur i toppen af dansk fodbold. Og det ses også som en god mulighed for Brøndby IF at få nogle af Aldos millioninvestorer og hans strategiske forretningstalent på banen. Man kan sige meget om Aldos forretningsmæssige løbebane, men han har tidligere været med til at løfte store danske fodboldklubber op i højere luftlag.
Så der er muligvis lagt op til en umage tango i dansk topfodbold, hvor Aldo Petersen og Jan Bech Andersen finder sammen i noget, der kunne ligne et rent fornuftsægteskab. Aldo vil gerne på banen igen, og han har kontakterne og evnerne til at få BIF til at vokse ud af problemerne. Og Jan Bech Andersen har hårdt brug for nye, eksterne ledelseskræfter og nye eksterne millioner for ikke at tabe ansigt. Økonomisk Ugebrev har søgt dialog med Aldo Petersen og Jan Bech Andersen, men ingen af dem har ønsket at deltage med vurderinger og kommentarer til citat.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.