Der har været megen fokus på udviklingen af spritnye låneformer som f.eks. crowdfunding. I den praktiske virkelighed søger de mindre virksomheder imidlertid først mod en langt mere gammeldags løsning, når de får afslag i banken, fremgår det af en undersøgelse fra FSR – Danske Revisorer. ”Virksomhedsejerne vender sig mod deres private netværk som eksempelvis familien, når de ikke kan skaffe almindelig finansiering. Vækstfonden er også et af de steder virksomhederne kigger hen. Mens belåning og salg af fakturaer gennem eksempelvis factoring lander på revisorernes tredjeplads som virksomhedernes alternativ til banken,” udtaler erhvervspolitisk direktør hos FSR – Danske Revisorer, Tom Vile Jensen. Det hedder videre i pressemeddelelsen: ”Samlet set er det revisorernes vurdering, at SMV-virksomhedernes aktuelle adgang til finansiering hæmmer væksten. Det er svaret fra mere end otte ud af 10 revisorer i undersøgelsen. Det er særligt unge og nystartede virksomheder, som har svært ved at få finansiering. Når de unge virksomheder ikke får finansiering er konsekvensen lukning, langsom eller slet ingen vækst, lyder dommen fra revisorerne.”
