Erhvervsdækning: Erhvervsmedierne har haft travlt med at dække kapløbet om at overtage Nørresundby Bank, hvor først Sparnord Bank lagde et opkøbstilbud, og siden er der kommet et næsten tilsvarende bud fra Nordjyske Bank. Sparnord har nu trukket sig, fordi Nørresundbys ledelse foretrækker giftemål med Nordjyske Bank, som er en mere jævnbyrdig partner. Indtil videre har den mest interessante facet af opgøret været lidt glemt: Sparnord vil af med sin ejerandel på over 50 procent i Nørresundby Bank. Men hvem skal købe dem? Vores bud er, at både Jyske Bank og Nykredit vil være meget interesserede. De to store finansielle institutioner har længe krydset klinger om at sikre sig strategiske alliancepartnere i provinsen, selvfølgelig med henblik på en senere overtagelse. Oplagt er det, at Nykredit bliver køberen, fordi Sparnord Bank vælger denne løsning, og fordi Nykredit og Sparnord allerede er tæt forbundne.
