12 banker skal begrænse udlånet til deres store kunder. Det er konsekvensen af, at Finanstilsynet strammer et af punkterne i den såkaldte tilsynsdiamant. Tilsynet oplyser: ”Det nye pejlemærke måler pengeinstitutternes 20 største udlån i forhold til den egentlige kernekapital. Hvis summen af de 20 største udlån er større end 175 pct. af den egentlige kernekapital, vil instituttet bryde pejlemærket. Den væsentligste forskel til i dag er, at der i den nuværende opgørelse kun indgår udlån, der hver især udgør mindst 10 pct. af kapitalgrundlaget. (…) Beregninger viser, at i alt 12 pengeinstitutter vil bryde det nye pejlemærke for store eksponeringer, hvor det tilsvarende tal for det nuværende pejlemærke er 4 institutter. Finanstilsynet forventer imidlertid, at de berørte institutter vil kunne tilpasse sig det nye krav inden udgangen af 2017, hvor det justerede pejlemærke træder i kraft. Ændringen vil ikke påvirke det samlede kreditudbud. De berørte institutter vil tilsammen skulle reducere deres store udlån med i alt 2,5 mia. kr., men de øvrige banker vil kunne øge deres udlån mange gange mere uden at komme i konflikt med det nye pejlemærke.”
