Sydbank skriver: Vi fastholder vores Sælg-anbefaling på Chr. Hansen-aktien efter, at selskabet har
frasolgt Natural Colors divisionen til EQT. Frasalget vil frigive ledelseskapacitet og
likviditet til at investere i ”kerneforretningen”, herunder de nylige opkøb. Værdiansættelsen af Chr. Hansen er efter vores vurdering anstrengt og mere end afspejler
selskabets langsigtede vækst- og indtjeningsmål.
Chr. Hansen offentliggjorde i forbindelse med selskabets 3. kvartalsregnskab, at selskabet ville undersøge de strategiske muligheder for Natural Colors divisionen, herunder et eventuelt frasalg. Den proces er nu afsluttet, og Chr. Hansen har frasolgt farvedivisionen til EQT for 800 mio. EUR på gældfri basis. Prisen svarer til en EV/EBITDA-multipel på ca. 23x, hvilket er under hvad Chr. Hansen værdiansættes til (ca. 27x). Det stemmer fint overens med, at Natural Colors er den lavest indtjenende og værdiskabende division i selskabet. Vi vurderer derfor prisen som fair. Chr. Hansen forventer, at handlen vil være gennemført i løbet af foråret 2021, og frasalget får således ikke betydning for selskabets 2019/20 regnskab.


