Finanstilsynet har i en afgørelse givet PFA Pension en påtale for at ”sminke” regnskabet, så det gav indtryk af kundefremgang på 46 mia. kr. i 2013 – nemlig fra balanceførte 354 mia. kr. til over 400 mia. kr. Ifølge tilsynets afgørelse, skyldes det meste af væksten alene finansielle transaktioner i form af balanceførte finansielle repoforretninger. De voksede med 29 mia. kr., nemlig fra 15,2 mia. kr. ved udgangen af 2012 til 44,3 mia. kr. ved udgangen af 2013. Kundefremgangen var altså kun var på 17 mia. kr. – og ikke 46 mia. kr. Økonomisk Ugebrev skrev i den omdiskuterede artikel, som udløste en stævning om erstatningskrav fra PFA på knap 4 mio. kr., at balancevækst fra finansielle transaktioner var 20 mia. kr. Dette tal var med andre ord markant lavere end virkelighedens. Finanstilsynet har været inde bag de offentliggjorte regnskabstal. Denne kulegravning afslører, at regnskabsposten ”gæld til kreditinstitutter” indeholder for 44 mia. kr. repoforretninger.
Afsløringen tager en del af luften ud af tidligere koncernchef Henrik Heidebys stort opreklamerede væksthistorie for PFA Pension efter 2013-regnskabet.
I afgørelsen skriver tilsynet, at ”regnskabsposten ”Gæld til kreditinstitutter” udgjorde således 44,3 mia. kr. pr. 31. december 2013 og 15,2 mia. kr. i 2012, og da denne regnskabspost ifølge PFA udelukkende bestod af gæld i forbindelse med repoforretninger, kan en stor del af PFA’s balancevækst i 2013 dermed henføres til repoforretninger og ikke til reel kundevækst. Dette er efter Finanstilsynets opfattelse en væsentlig information for regnskabsbrugerne.”