Makrokommentar: En rigsretssag er i USA især en politisk proces, snarere end en juridisk proces. Det er nemlig Repræsentanternes Hus, som skal være enige om anklageskriftet, og derefter skal Senatet med to tredjedels flertal dømme præsidenten ud af embedet. Det er endnu aldrig sket i USA’s historie, at et kongresflertal har rejst rigsretssag mod en præsident fra deres eget parti, og den politiske tærskelværdi for at gøre det er fortsat meget høj. Men efter de seneste ugers kaos i Det Hvide Hus er det af flere grunde ikke længere en politisk umulighed, skriver Jacob Kirkegård fra The Peterson Institute for International Economics i denne kommentar.
For det første er det klart, at de seneste skandaler er så alvorlige, at normale præsidenter nok ville være blevet tvunget til at træde tilbage. Først lækkede Trump fortrolige israelske efterretninger om IS i Syrien til den russiske udenrigsminister. Derefter fyrer han sin FBI-chef, James Comey, og endelig går han så ud og lyver for den amerikanske presse om, hvorfor han gjorde det. Det er givet, at selvom Trumps kernevælgere nok stadig støtter ham, flygter stort set alle andre vælgergrupper nu fra præsidenten, hvis popularitet igen er rekordlav.
For det andet udgør udnævnelsen af den tidligere FBI-chef Robert Mueller til særlig anklager med opgave at kulegrave fyringen af Comey en konstant tordensky over Det Hvide Hus. Medarbejderne vil fra nu af være nødt til at arbejde under det yderligere pres, at en særlig anklager med ubegrænset budget konstant kan se dem over skulderen og kræve ethvert ønsket dokument eller computer-fil udleveret. Arbejdsmiljøet bliver nu formentligt endnu dårligere.
For det tredje udgør den sandsynlige forsinkelse af alt andet lovarbejde i Kongressen i de kommende uger en alvorlig risiko for Trumps politiske agenda. Sagen er nemlig den, at under Kongressens indviklede recvonsilisation proces kan man knytte et enkelt lovforslag – såsom skattereform eller tilbagerulningen af ObamaCare – til årets budget. Da USA’s budgetår løber fra oktober til september, betyder det, at de republikanske ledere i Kongressen er nødt til at blive enige om deres reformer inden udgangen af august. Sker dette ikke, forsvinder en af de to tilbageværende politiske vinduer for gennemførelse af reformer med kun 50 medlemmers flertal i Senatet i forbindelse med udløbet af budgetåret 2017.
For det fjerde risikerer Donald Trump pludseligt at miste opbakning fra sit eget republikanske parti. Det vil givet ske, når medlemmerne af Repræsentanternes Hus indser, at Donald Trump ikke inden midtvejsvalget i 2018 magter at tvinge deres traditionelle konservative politik igennem Kongressen. Den originale faustianske handel mellem Donald Trump og den republikanske ledelse i Kongressen, i hvilken Donald Trump får støtte i sit parti, mens medlemmerne af Kongressen får mulighed for at gennemføre den stærkt konservative agenda, som Obama gang på gang nedlagde veto mod, falder derved bort.
Udnævnelsen af Robert Mueller vil formentligt kunne købe det Hvide Hus noget tid, da dens slags særlige anklagere sjældent bliver hurtigt færdige, mens de tre undersøgelser af Trump, udført af forskellige kongresudvalg, nu givet bliver opgivet. Præsident Trump kan så håbe på, at hans administration kan bruge de ekstra måneder til at indfri i hvert fald dele af Trumps egne valgkampsløfter. Derved skulle Trump også kunne forøge den støtte, han trods alt har i Kongressen, blandt fra sit eget parti, hvorved risikoen for en rigsretssag daler.
En af de mest mærkværdige ting ved de seneste uger i Washington er, i hvor høj grad Trumps nye problemer kan karakteriseres som klare politiske selvmål. Det har understreget, hvordan Trump er sin egen største fjende. At tro, at man kan fyre FBI-chefen lige midt i dennes undersøgelse af Ruslandsforbindelsen ved det seneste amerikanske valg, er på en gang både naivt og selvfokuseret i en sådan grad, at man kan frygte for Trumps kompetence og interesse sit nye embede.
Alt i alt har de seneste uger tæret så meget på Trumps politiske kapital i det Republikanske Parti, at det er klart, at blot et par uger yderligere af samme katastrofale kaliber vil gøre Donald Trump til en politisk parentes i USA’s historie, helt uden chance for at sætte sit præg på det amerikanske samfund. Og skaden er nok allerede sket i Kongressen, hvor det synes stadigt vanskeligere at se hvordan – midt i alt rodet i det Hvide Hus – medlemmerne skal kunne enes om noget så kontroversielt som ObamaCare Repeal eller en skattereform. Nødvendige afstemninger om en hævelse af gældsloftet og et nyt budget inden udgangen af august er nok det bedste, man kan håbe på.
